Bedre mobildækning på vej til sjællænderne

17 kommuner er gået sammen med Teleindustrien om fælles spilleregler for etablering af den digitale infrastruktur.

Bor du et af de steder, hvor internettet halter, og mobilen falder ud, så er der godt nyt på vej.

For som den første region i Danmark har Region Sjælland og de 17 kommuner i regionen sammen med Teleindustrien lavet fælles spilleregler for etablering af den digitale infrastruktur.

Det skal sikre 800.000 borgere og 20.000 virksomheder hurtigere internet og bedre mobildækning, fortæller regionsformand Jens Stenbæk.

- Vi håber på en endnu bedre bredbåndsdækning til langt flere borgere og en hurtigere udrulning af fibernet, når vi fjerner nogle af de barrierer, som telebranchen og netværksselskaberne har oplevet.

Forslaget handler blandt andet om, at mobilmaster skal være gittermaster. Det gør det nemmere for telebranchen at sætte antenner op, ligesom det er billigere end rørmaster.

Branchen siger, at det gør det langt nemmere for dem – og også billigere, tilføjer Jens Stenbæk.

Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, er da også tilfreds.

- Kommuner, regioner og telebranchen skal arbejde tættere sammen. Det er nødvendigt for at få bredt den digitale infrastruktur ud i land- og yderområder, siger han.

Målet er, at samtlige borgere får gavn af bedre bredbånd og mobiltelefoni 2020.

  • Print
  • Del artiklen: