Boligkontor klar til at hjælpe kontanthjælpsmodtagere

Boligkontoret Danmark vil yde økonomisk rådgivning, når regeringen indfører kontanthjælpsloftet.

Regeringen vil sammen med de andre partier i blå blok indføre et kontanthjælpsloft. Det ventes, at 32.000 personer vil få reduceret deres ydelser. (Foto: Mads Rafte Hein © dr)

Regerings nye kontanthjælpsloft kan sende børnefamilier på gaden, fordi de ikke kan finde boliger, der er til at betale.

Men det vil man gå langt for at undgå hos Boligkontoret Danmark. Kontoret er parat til at yde rådgivning, når det er svært at betale huslejen.

Det fortæller Michael Demsitz, der er direktør i Boligkontoret Danmark.

- Vi kan være med til at give folk et bedre overblik over deres økonomi, og måske kan vi hjælpe dem over i nogle billigere boliger, hvis det er muligt, siger han.

Tager kontakt til beboere

Boligkontoret Danmark har etableret en ny funktion, som skal hjælpe for eksempel kontanthjælpsmodtagere, der har svært ved at betale huslejen, fortæller Michael Demsitz.

- Vi tager kontakt til beboere, som har svært ved at betale deres husleje, for vi vil gerne have, at folk har det godt, og det har man ikke, hvis man ikke kan betale sin husleje, siger han.

Boligkontoret Danmark er en almen boligadministration, der administrerer cirka 32.000 boliger for 60 boligorganisationer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.