Borgmester om Cepos-udregning: Københavner-snobberi

Odsherred-borgmester kalder det fuldstændig ubrugeligt, når Cepos holder de rige kommuner op mod de fattige.

Landets fattige kommuner får alt for mange nemme penge fra de rige i hovedstadsområdet, og den linde strøm af udligningskroner fastholder yderkommunerne i en tilstand af in-effektivitet.

Sådan lyder analysen fra den uafhængige borgerlig-liberale tænketank Cepos i Kristeligt Dagblad.

For eksempel kunne 12 kommuner på Sjælland, Lolland og Falster ifølge Cepos tilsammen spare næsten tre en halv milliarder kroner, hvis de blev drevet lige så effektivt som Frederiksberg Kommune.

Men det er en skrivebords-analyse, der er "helt ude i hegnet", mener Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (A):

- Selvom du har fået en dyr, gratis DJØF-uddannelse, så er det altså ikke sådan, at du kommer til at bidrage med noget konstruktivt, der kan bruges i den offentlige debat, lyder det fra borgmesteren.

Det værste københavnersnobberi

Cepos har regnet sig frem til, at Odsherred Kommune kan effektivisere for 286 millioner kroner ved at gøre som Frederiksberg.

Men Thomas Adelskov foreslår, at Cepos sammenligner kommunernes grundvilkår, for yderkommunerne har ekstra udgifter, når eksempelvis en kommune giver førtidspension til en borger:

- Når den borger ikke har råd til at blive boende på Frederiksberg, så flytter de til Odsherred eller Lolland. Så er det de kommuner, der skal hjælpe borgerne med handicapbiler og andre hjælpemidler.

- Det er det værste københavnersnobberi, jeg har hørt længe, mener Thomas Adelskov.

Fakta fra Cepos-undersøgelsen:

  • De effektiviseringsgevinster, der ifølge Cepos kan samles op i for eksempel Odsherred og Lolland, svarer til 8-10.000 kroner pr. indbygger.
  • På landsplan ville der i 2014 have været knap 29 milliarder kroner at spare, hvis kommunerne havde samme serviceniveau som den bedste kommune.

    Kilde: noegletal.dk, statistikbanken REGK11
  • Print
  • Del artiklen: