Byråd forlanger ny redegørelse efter stressede ledere tog på kursus på Kreta

Borgmester vil vide, hvor i forvaltningen kurser til stresstruede ledere i blandt andet mindfulness på en græsk ø blev opfundet.

10 stresstruede ledere i Næstved Kommune har været på Kreta på kommunens regning. (Foto: MARIUSZ PRUSACZYK © CURIOSO.PL)

Næstved Kommune har sendt 10 stresstruede ledere på kurser på ferieøen Kreta.

Den praksis er dog stoppet med øjeblikkelig virkning, efter at avisen Sjællandske i weekenden berettede om kurserne.

På baggrund af avisens historier, forlangte politikerne i den sydsjællandske kommune en redegørelse. Den landede hos dem i går og skulle kortlægge, hvem der fik idéen, der ifølge politikerne er opstået i forvaltningen - uden at politikerne har kendt til det.

Borgmesteren i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen (S), er dog ikke tilfreds med redegørelsen.

- Den redegørelse er ikke dækkende nok i forhold til at finde ud af, hvem der har ansvaret, siger han, der sammen med politikerne i kommunens økonomiudvalg har en del spørgsmål, de gerne vil have svar på:

- Er det her noget, der kun er tilbudt nogle særlige medarbejdere? Er det kun ledere eller har andre kunnet få tilbuddet? spørger Carsten Rasmussen.

Sammen med resten af økonomiudvalget har han bedt om en ny undersøgelse, der skal udpege, hvor i forvaltningen Kreta-kurserne blev opfundet og ført ud i livet.

Kurser på Kreta i mindfulness

Det er kurserne "Kursus i personligt lederskab" til 25.000 per person og "Kursus i mindfulness - fra selvkritik til selvværd" til 18.000 per person, der har mødt kritik. Begge foregik på Kreta og 10 stresstruede ledere har altså været af sted.

- Det er ikke en del af den pakke, vi har kendskab til, at vi tilbyder stressramte medarbejdere, siger Carsten Rasmussen.

Borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen (S), bad allerede lørdag om en redegørelse i sagen om kurser på Kreta. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Center for Politik og Udvikling i Næstved Kommune har udarbejdet den første redegørelse, hvor det står, at kurserne på den græske ferieø ”ikke er en del af Næstved Kommunes egne kursusforløb og ej heller en del af Næstved Kommunes trivselshotline”.

Derimod er det ”den enkelte medarbejder og nærmeste leder, der i samråd har besluttet, at det pågældende kursus er relevant for den enkelte leder”.

Ifølge Carsten Rasmussen er det problematisk at sende ledere af sted på kursustilbud, som måske ikke gælder andre medarbejdere.

- Selvfølgelig skal alle medarbejdere i Næstved Kommune - om du er skolelærer, sosu-assistent, vejmand eller sygeplejerske - have samme tilbud om at komme tilbage på din arbejdsplads, hvis du er stressramt, som en leder skal, mener han.

Politikere vil vide, om kurserne virker

Økonomiudvalget i Næstved Kommune har også spurgt ind til effekten af kurserne, fortæller borgmesteren.

- Er det sådan, at de 10 ledere, der har været af sted, ikke har haft nogen sygedage siden, og har de ydet 120 procent ekstra, efter de kom tilbage? For så er der den balancegang i, at vi skal vælge noget, der virker, mener han.

Han fortsætter:

- Men vi ved jo godt, at ligeså snart vi snakker udlandet, så rejser de små hår sig på armene af os, og vi tænker, er det her mere badeferie, er det mere eksotisk?

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.