Blikket er stift rettet mod pointtavlen. Fire af fem dommere har givet deres sidste point. Og hun ligger stadig nummer et. Foran den uovervindelige dressurrytter Isabell Werth. Hendes idol.

”Scheisse” lyder det fra den 48-årige tyske verdensmester, da hun kigger sig over skulderen, mens hun skridter ud af banen. For en ung kvinde fra Danmark ånder hende i nakken.

Pointene fra den sidste dommer tikker ind på tavlen – lige netop nok til at stillingen vender. Cathrine Dufour bliver nummer to.

Men hun er ikke trist. Hun er lykkelig. For hun er kun 25 år, og har på kort tid bevist, at hun er blandt verdenseliten.

5 detaljer fra Cathrine Dufours liv
  • Vandt som 13-årig sølv ved VM i brevskrivning. Med en historie, der handlede om den grimme ælling, der skulle til psykolog. Det udløste en medalje overrakt af Kronprinsesse Mary. Tre millioner unge i hele verden deltog.
  • Blev student i 2012 og sluttede med et 12-tal i psykologi på Roskilde Katedralskole.
  • Har senest læst Jussi Adler Olsens ”Marco Effekten” og synes den var vildt god.
  • Slog verdensrekorden i freestyle med Cassidy ved EM i 2013 – rekorden på 84,9 står stadig.
  • Er ved at opbygge et ”Heste-netflix”, hvor man kan abonnere på træningsvideoer.

Scenen udspiller sig i Doha, Qatar i marts. Forholdene er ekstravagante. Hestene er fløjet ind, og den danske eliterytter har ikke forventet at nå så langt.

- Det er fuldstændigt vildt, og hun synes faktisk, at det er sjovt bagefter, siger Cathrine Dufour om den tyske verdensmesters reaktion.

Cathrine Dufour sidder i sit ridetøj ved spisebordet i lejligheden, der praktisk nok er indrettet i en længe på den gård, hendes forældre har købt i Hvalsø på Midtsjælland. På den måde kan hun være tæt på sin virksomhed med at undervise elever, optræne heste og træne selv.

Hvert stævne koster i snit 50.000 kroner. Så der skal arbejdes hårdt, for at kunne være med i gamet.

Var ikke begejstret for ridning

Den aflange stue er nydelig, minimalistisk og moderne, og står i skærende kontrast til livet på den anden side af døren. For udenfor er der en næsten støjende lyd af svaler, der suser rundt over gårdtagene. Biler kommer og kører med håbefulde unge piger, der drømmer om at nå til tops. Lyden af skridtende hestehove runger mellem staldbygningerne. Smeden er ved at skifte en sko, og kiropraktoren giver tophesten Cassidy en behandling, inden han igen skal præstere.

Alt dette havde Cathrine Dufour ikke forestillet sig, da hun præcis 20 år før det magiske øjeblik ved stævnet i Qatar blev lokket med til en ridetime af en veninde. Hun var bare fem år. Og ikke synderligt begejstret for ideen. Ikke i første omgang.

- Jeg synes, at det lød kedeligt, og jeg gad faktisk ikke, indrømmer Cathrine Dufour.

Men der skete noget, da hun kom ud i stalden og nussede omkring rideskolehesten. Hun følte en "connection", som hun selv beskriver det.

- Den var så sød, og jeg syntes, at det var det sjoveste.

Tulle hed ponyen, som med sit milde sind og sin bløde manke var med til at bane vejen til et liv, som de fleste ikke kommer i nærheden af.

Fik forgyldt OL-hestsko af sine elever

Beviserne ses på hylder og i rammer i den lyse lejlighed. Gigantiske rosetter fra striben af DM-titler har Cathrine Dufour forsøgt at sætte i ramme. Det er ikke blevet så godt, som hun havde forestillet sig. Nogle ligger henslængt ved siden af en sort ramme, der står på en sort reol.

I rammen er en af de sko, som hesten Cassidy havde på, da han red OL i Rio i 2016. Skoen er forgyldt – og den er en gave fra Cathrine Dufours elever, fortæller hun rørt, som om det kom bag på hende.

Efter mødet med nuttede Tulle gik det stærkt. Godt to år senere fik Cathrine Dufour sin egen pony, Sonny Boy. Og senere Charlie, som hun kom på ponylandsholdet med.

I dag har hun vundet DM 13 gange. De 11 i ungdomsrækkerne. Siden er EM og OL også kommet på CV’et. Og hun ligger lige nu nummer syv på verdensranglisten. Men det mærker man ikke. Det er som om, at hun har holdt benene på jorden.

På vej ind i hendes lyse "hule" undskylder hun rodet uden for lejligheden. Familien er i gang med en renovering af længen.

Men lidenskaben til hestesporten har kostet gennem hele hendes liv. Især OL i Rio de Janeiro i 2016 ændrede hende som person. Men også vejen dertil. I folkeskolen var der forståelse, men den svandt ind, efterhånden som striben af rosetter voksede og afslag til fester, fyre og biografture blev standard.

- Folk havde svært ved at forstå sådan en kompromisløs sportspsykopat, siger Cathrine Dufour og smiler skævt.

Sov ikke om natten to dage om ugen

Og kompromisløs var hun. I gymnasiet var målet OL. Det betød mange timers træning hver dag. Samtidigt skulle hun passe den virksomhed, hun startede op.

- Jeg stod op klokken fire om morgenen og kom i seng sent om aftenen. To dage om ugen, sov jeg ikke om natten, fordi jeg skulle lave lektier.

Imens hørte hun på kammerater, der peb over lektier, når de havde fri klokken 14 og kunne slutte dagen klokken 15.

- Kom nu i gang i stedet for at tude. Man bliver for fanden ikke god, hvis man ikke selv gør noget, tænkte jeg, når jeg stadig havde 12 timers arbejde tilbage.

Så det var nok meget naturligt, at Cathrine Dufour ikke knyttede de stærkeste bånd til kammeraterne. Og selvforskyldt. For hun havde svært ved at forstå dem.

Blev alene på vej mod toppen

Om det var jantelov, misundelse eller hendes irriterende disciplin og målrettethed, kan hun kun gisne om i dag. Men langsomt blev hun mere og mere alene.

- Jeg har brændt nallerne mange gange. På mine allerbedste rideveninder, da jeg var yngre. De stak mig i ryggen. Så bliver man hård - på en måde, forklarer Cathrine Dufour.

I dag er der mange venner på overfladen, men få hun betror sig til.

- Meget få mennesker kender mig sådan rigtigt. En enkelt veninde, familien og kæresten.

Det har hun det fint med. For hun er en enspænder, og hun nyder at være alene i en ridehal i otte timer, når hestene skal trænes op til, at hun kan sælge dem, eller Cassidy skal lære en fin lille detalje i dressurprogrammet.

Se Cathrine Dufour i videoen herunder - efter hun vandt et stort stævne i Tyskland tidligere på året.

Prøver at finde balancen i livet

Men efter Cathrine Dufour i 2016 nåede det store mål at komme til OL i Rio, er der sket noget. Hun prøver at finde balancen i livet. Acceptere, at man ikke behøver at stå op klokken 4.30 hver morgen for at lykkes. At det er godt at have venner, og at der skal være plads til familien.

Erkendelsen kom efter træningen op til OL, der var så massiv, at hendes krop og hjerne sagde stop.

Jeg kastede op om morgenen, når jeg havde trænet, for jeg var så fysisk og psykisk træt.

- Jeg kastede op om morgenen, når jeg havde trænet, for jeg var så fysisk og psykisk træt, siger hun med en overraskende åbenhed.

Hun er lidt uden filter. Bander, griner, og virker som om hun hviler i sig selv i dag.

Det gjorde hun ikke op til OL. Det fyldte så meget, at hun til sidst ikke kunne holde ud at tale om OL.

- Jeg var "fed up" og lod for eksempel være med at besøge mine forældre, når de havde gæster. Bare tanken om at skulle tale om OL gjorde mig dårlig. Vi havde talt om OL hver eneste dag i et år.

Alligevel blev hun ved. Det var jo hendes drøm. Og i hendes verden, giver man ikke op.

- Jeg er stædig som en idiot. Pisseirriterende. Jeg arbejder til det lykkes, for det nytter ikke at sætte sig ned og græde over et problem. Det løser ikke en skid, lyder det fra rytteren, der flere gange i medierne har omtalt sig selv som bonderøven fra Hvalsø.

Hun ligner på ingen måde en bonderøv. Håret sidder stramt i hestehalen, makeuppen er let – og ridetøjet sidder perfekt.

Det var til tider et helvede

Det lyder hårdt, men hun siger det med et smil og en mildhed, der gør det svært at forstå, hvor den kontante facon kommer fra.

Det ved hun godt selv.

- Jeg er helt sikkert opdraget til at være målrettet og tålmodig. Det var med hård hånd, som lille, husker jeg. Hvis jeg sagde, jeg ville stoppe med at ride, var det fuldstændig i orden. Men hvis jeg fik nogle muligheder for at gøre noget, skulle jeg leve op til det. Har man sagt A, må man også sige B.

- Det var til tider et helvede, tilføjer hun. Især som ung, hvor alle forældre er skideirriterende. Men i dag er hun taknemmelig.

- De har aldrig pacet mig frem. Det har været frihed under ansvar. De har hele tiden været mit sikkerhedsnet og har hjulet mig hele vejen igennem.

Ramte et hul og solgte de bedste heste

Derfor når Cathrine Dufour også sine mål. Men der har også være nedture. Den længste kom efter OL.

- Jeg var groft sagt færdig med heste. Jeg skulle bare have noget space. Jeg ramte et hul. Det var ikke sjovt mere.

Cathrine Dufour trænede ikke en hel måned efter OL, og solgte øjeblikkeligt nogle af sine bedste heste.

- Måske var det en fejl at sælge, siger hun eftertænksomt.

Men som alle andre fuldblods-ryttere, kom hun i sadlen igen. Ifølge Cathrine Dufour er det naturligt at ramme et sort hul, når man har arbejdet i årevis på at nå et mål – og når det. For hvad skal man så?

Pausen var tiltrængt og gjorde, at overskuddet kom tilbage. Og i dag hungrer hun efter nye mål.

Og dem er der mange af: At blive nummer et på verdensranglisten, at blive verdensmester og at vinde guld til OL.

- Jeg vil gerne være verdens bedste.

På nogen kan det virke arrogant. Men det kræver også et vist mod.

Man skal turde at sige sine drømme højt. Selvom det er mega angstprovokerende.

- Man skal turde at sige sine drømme højt. Selvom det er mega angstprovokerende, fastslår Cathrine Dufour.

Hun husker, da hun som 12-årig stod ved køkkenbordet sammen med min far, og drømte om at komme til EM.

- Jeg turde næsten ikke sige det højt. Men jeg var nødt til det. For skulle jeg nå målet, havde jeg brug for min familie og min træner til at hjælpe mig.

Det lykkedes. Så da OL begyndte at suse rundt i tankerne, måtte hun også sige det højt.

- Det var pisse pinligt, for det var urealistisk.

Cathrine Dufour kiksede da også sin første OL-kvalifikationsmulighed.

- Det var nedslående. Bare træls. Men der er altid ting, der ikke lykkes. Så må man op på beatet igen. Der er ikke andre, der trækker det for dig.

Har tre-fire år til at nå toppen

Men det lykkedes at komme til OL sidste sommer, og derfor fortsætter hun med at drømme højt.

- Man må have et mål, for at komme i nærheden af det.

På nethinden har hun billedet af den uovervindelige tyske dressurrytter, Isabell Werth.

Tyskeren så sig forundret over skulderen i marts, da Cathrine Dufour til alles overraskelse førte over hende hele vejen gennem stævnet i Doha. Og det skal hun nok også de næste tre-fire år. For det er den tid, som Cathrine Dufours hest, Cassidy, forhåbentligt har tilbage på toppen.

Blå bog: Cathrine Dufour

  • Født 2. januar 1992 i Kirke Hvalsø på Midtsjælland.
  • Begyndte at ride som fem-årig og kom på ponylandsholdet som 12-årig.
  • Har vundet DM 13 gange. De 11 i ungdomsrækkerne.
  • Vandt U21 EM i 2012 og 2013 på Atterupgaards Cassidy.
  • Blev individuelt nummer 13 og nummer 6 med landsholdet i team ved OL i Rio de Janeiro i 2016.
  • Blev i marts nummer 2 ved Al Shaqab International Horse Show i Doha, og satte personlig rekord ved at ride over den magiske grænse på 80 procent.
  • Har læst et års Leisure Management, sports Management ved University College Sjælland, Roskilde.
  • Driver i dag virksomheden Dufour Dressage, hvor hun uddanner og sælger heste, samt underviser elever.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.