David blev misbrugt som barn: Det har gjort mig ensom

Seksuelle overgreb har gjort det svært for David Clasen at have nære sociale relationer.

David Clasen blev udsat for seksuelle misbrug som barn. Først som 42-årig fik han hjælp til at åbne op om det. (Foto: Gustav Juul)

I denne uge er det Men’s Health Week, som sætter fokus på mænds sundhed. Kvisten, der er et landsdækkende center for personer udsat for seksuelle overgreb, sætter fokus på mænd, der blev misbrugt seksuelt som børn.

Det blev David Clasen på 47 år. Først som voksen begyndte han at bearbejde misbrugene. Han gik ned med stress, og det fik det hele til at komme op til overfladen.

- Da overgrebene ophørte, fokuserede jeg på at beskytte mig selv. Jeg turde ikke reagere, og jeg var bange for, at jeg ikke kunne håndtere det, siger han.

I dag stiller David Clasen sig frem og fortæller om de seksuelle misbrug. Han ville ønske, at nogen havde rakt ud til ham tidligere i livet. Da han endelig fik hjælp for fem år siden, røg han ud på en glidebane.

- Jeg måtte tage mit arbejdsliv, mig selv og mine sociale relationer – eller mangel på samme – op til revision igen, og jeg skulle begynde på en lang selverkendelsesproces, som man egentlig starter på i teenageårene, siger han.

Han fortæller om sine overgreb, fordi han vil hjælpe andre, der går rundt med samme problemer som ham selv, så de kan undgå, at overgrebene får samme konsekvenser.

- Jeg har svært ved at have nære sociale relationer. Jeg har ikke ret mange venner, for det kan jeg ikke finde ud af. Det har også betydet, at jeg har været rigtig ensom, siger han.

Senere i dag holder Kvisten et arrangement på Vordingborg Bibliotek med fokus på mænd, der blev seksuelt misbrugt som børn.