Den europæiske bison vender tilbage til Lolland efter 1.000 år

Den første af tre bisoner blev fredag sat ud i skoven ved Bandholm på Lolland.

En ung bisontyr indtog fredag Merritskov ved Bandholm, der hører til Knuthenborg Gods. (Foto: Knuthenborg Safaripark)

Efter en pause på cirka 1.000 år er den europæiske bison nu vendt tilbage til Lolland. De i alt tre bisoner skal dog ikke gå frit på hele Lolland, men leve i en stor indhegning i skoven Merritskov ved Bandholm, der hører til Knuthenborg Gods.

Den første bison, en ungtyr fra Bornholm, blev sat ud fredag morgen på Fredskovsvej i Bandholm. Om 14 dage kommer to bison hunner, og senere udsættes der også 14 vildsvin i indhegningen.

- Den unge tyr er i brunst, så nu får han lige to uger til at falde lidt ned, inden de to piger ankommer, fortæller Christoffer Knuth, direktør for Knuthenborg Safaripark.

Den unge tyr skal ikke bare hygge sig i skoven, den skal skam på arbejde, fortæller direktøren.

- Den skal ødelægge og bide i ting, spise planter og træde hårdt andre planter. På den måde får skoven en anden påvirkning, end den gør ved rådyr, siger han.

Når bisonen eksempelvis træder agern og bog ned i jorden, så spirer planterne hurtigere, og på den måde øges biodiversiteten i skoven.

De tre bisoner og vildsvinene kan fint gå sammen i skoven, og der er stadig plads til, at mennesker kan færdes i Merritskov, forsikrer Christoffer Knuth.

- Du kan gå i skoven fuldstændig, som du plejer. Har du hund, skal den selvfølgelig holdes i snor, og så er det en god idé at holde en afstand på ca. 100 meter til dyrene, siger han.

Den nye bisonskov bliver den tredje indhegnede bisonskov i Danmark. Med sine 200 hektar bliver den næsten lige så stor som bisonskoven i Almindingen på Bornholm.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.