Droner giver overblik ved brande og ulykker

Bedre termisk udstyr kan hjælpe med at forudse nedstyrtning ved brande.

Droner er på kort tid blevet et vigtigt element i indsatsen ved større ulykker, brande, eftersøgninger og forureninger.

Beredskabsstyrelsen har nu hele tiden tre af de små, fjernstyrede luftfartøjer klar til såkaldt operationel indsats.

Det betyder, at de med kort varsel kan sendes op med kameraer eller måleudstyr og bidrage med overblik og vigtig information ved et ulykkested eller et eftersøgningsområde.

Dronerne bruges blandt andet til at skabe overblik og de var senest i brug ved den voldsomme kemikalie- og oliebrand på Fredericia Havn i februar.

To af de tre droner er placeret ved det sjællandske beredskabscenter i Næstved, fortæller souschef i Nationalt Beredskab, Lars Schou.

Han vurderer, at dronerne vil blive brugt mere og mere.

- I øjeblikket arbejder vi blandt andet på at udvide brugen af termisk udstyr, så det ikke kun viser temperaturforskelle i farver, men i eksakte grader, så vi for eksempel kan vurdere, hvornår en brand vil bryde igennem et tag, siger han.

Når Beredskabsstyrelsen har placeret hovedparten af de operative droner i Næstved, så hænger det blandt andet sammen med, at det også er derfra, at det topmoderne, mobile kommunikationscenter rykker ud.

  • Print
  • Del artiklen: