Elevcoach hjælper stressede unge: Det virker at være tilstede

Fastansatte elevcoaches på gymnasium hjælper stressede unge med at få styr på livet igen.

Elevcoach Stine Schnack Larsen hjælper stressede unge med at strukturere en heltisk hverdag. (Foto: Maja Normann © dr)

Opgaver der ikke bliver afleveret, unge, der trækker sig fra sociale arrangementer eller måske har et stigende fravær.

Det er den slags indikationer, som får den røde lampe til at lyse, når elevcoach Stine Schnack Larsen har sin daglige gang på Næstved Gymnasium.

Her hjælper hun unge, der af forskellige årsager har det skidt. Blandt andet unge med stress.

Stress hos unge viser sig på mange måder, fortæller Stine Schnack Larsen:

- Det hele kan virke uoverskueligt, elevernes fravær stiger, de får søvnproblemer og får ikke afleveret deres opgaver. Der er mange symptomer på mistrivsel, siger elevcoachen, der også møder spiseforstyrrelser og angst hos de unge.

Og stress hos de unge er det et stigende problem. Ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed følte næsten 40 procent af eleverne på gymnasier og HF sig stressede i 2014.

Næstved Gymnasium valgte for fem år siden at ansætte en elevcoach som et led i skolens fastholdelsesstrategi. Fordi gymnasiet oplevede, at mange unge følte sig udfordret. Og da behovet var stort, ansatte man året efter endnu en elevcoach.

- Vi har individuelle samtaler med de unge, og vi er også det bindeled, der hjælper dem videre til de tilbud om støtte, der er i kommunen.

Men mange gange kan elevcoachen hjælpe eleven, uden at sende den unge ”videre i systemet”.

- Vi lever i et præstationssamfund, og de unge skal præstere i rigtig mange arenaer, som de færdes i. Vi kan hjælpe dem med at strukturere tingene og få skåret noget fra, siger Stine Schnack Larsen.

Elevcoachen understreger, at gymnasiet er en uddannelsesinstitution og ikke en behandlingsinstitution.

- Men vi har et socialt ansvar. Så vi hjælper gerne de unge videre til egen læge eller psykolog. Heldigvis kan vi tage meget i opløbet ved de individuelle samtaler på skolen. Det virker godt. For vejen er ikke så lang.

Derfor håber Stine Schnack Larsen også, at andre gymnasier og uddannelser vil gå Næstveds vej – og ansætte eIevcoaches.

- Der er kun elevcoaches få steder. Vi har prøvet at få et netværk op at køre, men det er ikke så udbredt som det kunne være, siger hun.

Elevcoachens råd til forældre:

  • Hold øje med advarselssignaler. For eksempel at den unge er trist og isolerer sig. Eller har for travlt.
  • Vær nysgerrig på hvad der sker i den unges liv.
  • Der findes mange valgmuligheder. Hjælp den unge med at fravælge.
  • Hjælp den unge med at få ro og hvile i hverdagen.
  • Hjælp den unge til at holder pauser fra sociale medier.
  • Søg hjælp på skolen eller gå til egen læge, hvis den unge mistrives.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.