Færgefarten fra Aarhus til Odden slår rekorder

116.000 biler flere biler rejste med Mols-Linien sidste år mod året før. Det er ny rekord.

Når børnefamilier fra Sjælland eller det jyske skal på tur i den anden ende af landet, så vælger rigtigt mange at tage færgen i stedet for at køre over Fyn.

Det kan mærkes hos Mols-Linien, der fra 2014-15 har haft en stigning på 12 procent i antallet af personbiler. Det viser rederiets årsrapport, der er blevet offentliggjort i dag.

Helt præcist var 116.264 flere personbiler med færgen i 2015 og det er det højeste antal siden rederiets start i 1966.

Ifølge administrerende direktør Søren Jespersen skyldes succesen, at firmaet har tilpasset afgangene til kundernes behov. Det er dog ikke hele forklaringen:

- Vi har fået en ganske god og ny infrastruktur gennem Odsherred med den nye motortrafikvej, som virkelig har hjulpet vores produkt, så du i dag kan komme fra Aarhus til Storkøbenhavn på lidt over to timer, siger han.

For Mols-Linien betyder det i kroner og ører, at firmaets årsresultat er vokset med 115 procent.

Søren Jespersen forventer, at endnu flere vælger færgen i stedet for turen over Fyn i løbet af i år:

- Markedet for personbilstransport mellem Øst- og Vestdanmark er i vækst. Det stiger cirka to-tre procent om året. Udover det forventer vi igen i år at kunne tage lidt markedsandele fra Storebæltsbroen, siger Søren Jespersen.

  • Print
  • Del artiklen: