Flere landmænd søger krisehjælp

Krisen i landbruget får 28 procent flere landmænd til at søge om krisehjælp.

Hundredevis af landmænd søger om hjælp til at håndtere kriser - ikke kun de økonomiske, men også sociale og personlige.

I det seneste år er antallet af henvendelser til Dansk Landbrugsrådgivnings gratis krisetelefon steget med 28 procent - og over 50 procent flere landmænd benytter sig af erfaringsgrupper, hvor de kan mødes og dele erfaringer med andre landmænd.

Den stigende interesse er et tegn på, at landbruget er inde i en stor krise, siger Bodil Jensen, der er projektleder for kriserådgivningen:

- Krisen i landbruget, som blandt andet er skabt af Ruslands importforbud og de lave afregningspriser på mælk og svinekød, betyder at mange mælke- og svinebedrifter kører med underskud, og det skaber et meget stort pres på landmændene, siger hun.

Indtil nu er 15 "erfa-grupper", hvor landmændene kan udveksle erfaringer, startet op rundt omkring i landet.

Grupper er i det hele taget en god måde for landmændene at udveksle erfaringer på. Det mener landmand Rasmus Poulsen fra Fårevejle i Nordvestsjælland.

Han er selv med i en økonomisk "erfa-gruppe", hvor han mødes med en håndfuld andre landmænd flere gange om året for at udveksle idéer og vende de udfordringer, han møder på sin vej.

- Det med at få et andet syn på ting, man tumler med i hverdagen, det er virkelig noget, jeg kan bruge. Som landmand bruger man meget tid hjemme på bedriften og passer dyrene og markerne, og så er det rigtig godt at få nogle inputs udefra, siger han.

I alt har 600 landmænd benyttet sig af af hjælpen siden tilbuddet startede i 2012. Landbrugets krisehjælp har for femte år i træk fået penge til at støtte de kriseramte landmænd i 2016.

Krisehjælp til landmænd:

  • Landbrugets krisehjælp består af tre tilbud: en hotline, en startpakke med fem timers socialrådgivning og et tilbud om at deltage i en erfaringsgruppe, som landmand og ægtefælle kan deltage i.
  • 139 landmænd har modtaget en starpakke med fem timers socialrådgivning.
  • Det er Landbrug & Fødevarer, der står bag krisehjælpen. Hotlinen er åben hverdage fra 9-12 på telefonnummer 70 20 04 42. Det er gratis at modtage krisehjælpen.

  • Print
  • Del artiklen: