Flere specialklinikker hjælper kronikere ud af smertehelvede

Flere og flere danskere lider af kroniske smerter. Det kan man mærke på landets smerteklinikker, der oplever stor efterspørgsel.

Følelsen af en evig dolk i ryggen eller daglige besøg af en nivende ond hovedpine. Det er hverdagens for de mange danskere, der lider af kroniske smerter.

Seneste tal fra det offentlige viser at mindst ti smerteklinikker rundt om i landet kan hjælpe borgere med kroniske smerter. Og tallet dækker vel og mærke kun de smerteklinikker, der enten er offentlige eller er lavet i samarbejde mellem en offentlig og en privat virksomhed.

Hver femte af os løber på et eller andet tidspunkt i livet ind i kroniske smerter, der er så uudholdelige, at vi risikerer at blive uarbejdsdygtige eller miste livskvaliteten

Poul Lunau Christensen, overlæge på smerteklinik

Det seneste skud på stammen er en smerteklinik på Næstved Sygehus. Den er på rekordtid blevet en kæmpe succes.

Da klinikken åbnede i maj var ventetiden på 0 dage. På kun to måneder er ventetiden accelereret til 4 måneder, og Region Sjælland har allerede bebudet, at klinikken skal udvides til 300 patienter snarest muligt.

Hver 5. får kroniske smerter

Lederen af smerteklinikken er overlæge Poul Lunau Christensen. Han står i spidsen for et team af sygeplejersker, psykologer og fysioterapeuter, som på rekordtid har skabt behov for en udvidelse:

 - Vi har heldigvis fået lov til at ansætte endnu en smertelæge. Hver femte af os løber på et eller andet tidspunkt i livet ind i kroniske smerter, der er så uudholdelige, at vi risikerer at blive uarbejdsdygtige eller miste livskvaliteten, siger han.

Den nye klinik i Næstved har lettet presset på smerteklinikkerne i Holbæk og Køge, som har haft meget lange ventelister.

Flytter fokus fra smerterne

Først og fremmest får jeg hjælp til at flytte fokus væk fra smerterne, jeg har lært mindfullness og jeg har også fået overvundet min modvilje mod at gå med krykker

Sonny Grube Rasmussen, smertepatient

Sonny Grube Rasmussen fra Tureby er rygpatient og har kroniske, brændende smerter i venstre side af kroppen. Han er opereret to gange for en diskusprolaps i nakken, men smerterne i nerveenderne er blevet meget værre efter operationerne.

Han ser frem til de to ugentlige besøg på smerteklinikken hvor de hjælper med meget andet end piller:

- Først og fremmest får jeg hjælp til at flytte fokus væk fra smerterne, jeg har lært mindfullness og jeg har også fået overvundet min modvilje mod at gå med krykker, så jeg kan komme ud og få noget frisk luft.

- Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes mig at bevare mit fleksjob som pensionsrådgiver. Jeg kan arbejde hjemme fra min computer og det er i høj grad med til at forhøje min livskvalitet, siger Sonny Grube Rasmussen.

Griber receptblokken i afmagt

Overlæge Poul Lunau Christensen siger, at læger ofte griber til receptblokken i afmagt når de står overfor en patient med svære smerter:

- Men medicin, der virker har også bivirkninger. Når vi får en ny patient forsøger vi at finde så mange andre måder at lindre på som overhovedet muligt. Derfor er det så vigtigt, at vi er et team af sygeplejersker, psykologer og fysioterapeuter.

-  Vi arbejder tæt sammen med patienten med et formål for øje: At lindre smerterne og gøre livet bedre at leve. Helst med så lidt medicin som muligt, så patienten kan bevare sin koncentrationsevne og dermed livskvaliteten.

  • Print
  • Del artiklen: