Flere udsatte børn vil på sommerlejr

Flere hundrede børn er tilmeldt Blå Kors’ sommerlejre, hvor de får lov til at bade og lege med andre børn.

Børn af psykisk eller fysisk syge, eller børn, der vokser op i et hjem med alkohol og stoffer, har også krav på en ferie.

Derfor glæder det Blå Kors, at det i år er muligt at arrangere sommerlejr for 350 udsatte børn og unge i 11 lejre landet over.

- Primært får de lov til at holde en sommerferie, hvor de kan bade og være ude at lege med jævnaldrende børn, fortæller lejrkoordinator hos Blå Kors Vivi Ravnskjær Terp.

Hun forklarer, at børnene også får mulighed for at være sammen med voksne frivillige, som leger, hygger og klæder sig ud. Og så bliver der hoppeborge og udflugter.

En af lejrene bliver holdt på Faxehus Efterskole i Faxe Ladeplads på Sjælland.

- Børnene får mulighed for at hoppe en tur i vandet ved stranden lige nedenfor, fortæller Vivi Ravnskjær Terp, der kan fortælle om usædvanlig stor forhåndsinteresse for at komme med på sommerlejr i år:

- Vi oplever fra år til år, at børnene glæder sig til at komme af sted igen på den samme lejr, som de var året forinden og møde de venner, som de har fået på lejren.

Sidste år var 300 børn med på sommerlejr gennem Blå Kors. Det er muligt at søge friplads på Blå Kors’ sommerlejr.

  • Print
  • Del artiklen: