Flere vælger medicinen fra, fordi den er for dyr

Apotekerforeningen vil ændre reglerne for medicintilskud, så tilskuddet fordeles jævnt over året.

49-årige Helen Schulze fra Haslev bruger hver måned mange penge på blandet andet astmamedicin. (Foto: Rikke Olsen DR Sjælland)

Hver uge er der folk, som må gå tomhændet ud af apoteket uden deres receptpligtige medicin, fordi de bliver overrasket over prisen og ikke har råd.

Det skyldes, at prisen på medicin kan svinge fra ganske få kroner den ene måned til næsten 1000 kroner den næste.

Tilskuddet til receptpligtig medicin stiger nemlig procentvis i løbet af et år, for derefter at starte forfra på nul, når et nyt tilskudsår starter.

Fakta om medicintilskud

Det er regionerne, der udbetaler medicintilskud.

Jo flere penge man bruger på medicin, desto højere tilskudsprocent får man.

0-950 kr. - 0 % i tilskud

950-1.565 kr. - 50 % i tilskud

1.565-3.390 kr. - 75 % i tilskud

Over 3.390 kr. - 85 % i tilskud

3.955 kr. - Egenbetalingsloft

Kilde: Apotekerforeningen

Derfor vil Apotekerforeningen have ændret reglerne, så medicintilskuddet bliver fordelt jævnt over året, fortæller Anne Kahns, der er formand for Danmarks Apotekerforening.

-Vi oplever, at mange bliver ubehageligt overraskede over prisen, og det er urimeligt, så derfor foreslår vi et mere enkelt system, siger hun.

En af dem, der får problemer, når tilskudsåret starter forfra, er 49-årige Helen Schulze fra Haslev. Hendes medicin koster 1100 kroner om måneden, og det betyder, at hun nogle måneder er nødt til at lade være med at købe sin medicin.

-Jeg er bange for, at jeg måske dør ti år før tid, fordi jeg ikke får min optimale medicin, at min sundhed bliver svækket, fordi jeg ikke har råd, siger hun.

Hvis Apotekerforeningens forslag om et medicintilskud fordelt jævnt over året blev gennemført, ville Helen Schulze kunne være smertedækket altid. Det er hun ikke nu.

-Så ville jeg for første gang i mit liv være 100 procent smertedækket. Jeg får kun medicin, som gør mig smertefri hele døgnet to eller tre måneder om året, siger hun.

Hvis man kan finde en ordning, så er det helt sikkert noget, vi vil se positivt på.

Liselott Blixt, Sundhedsordfører, DF

Men på Christiansborg er regeringspartiet Venstre ikke klar til at opfylde Helen Schulze og Apotekerforeningens ønsker. Partiets sundhedsordfører Jane Heitmann (V) er skeptisk over for en ændring af systemet.

-Min bekymring er, at det vil blive meget bureaukratisk, hvis alle pludselig skulle have det samme tilskud i stedet for at få tilskud efter, hvor meget medicin man køber.

Hun vil dog ikke afvise, at der er en gruppe borgere, hvor den nuværende ordning rammer ved siden af. Det vil hun til gengæld dykke ned i, siger hun.

Sundhedsordførerne fra SF og Dansk Folkeparti kan dog godt se muligheder i Apotekerforeningens forslag.

-Hvis man kan finde en ordning, så er det helt sikkert noget, vi vil se positivt på, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti.

Man kan føle sig magtesløs nogle gange, for vi vil gerne hjælpe her på apoteket

Souchef philip go, næstved løve apotek

På Næstved Løve Apotek er der hver uge kunder, som må vende om på hælen, fordi deres medicin er blevet for dyr. Det fortæller apotekets souschef Phillip Go.

-Der kommer hver uge en eller to ind, som ikke har råd til at betale flere hundrede kroner, fordi de er startet forfra på deres tilskud, siger han.

Han så gerne, at reglerne blev lavet om, så der vil blive færre situationer, hvor folk må gå uden deres medicin.

-Man kan føle sig magtesløs nogle gange, for vi vil gerne hjælpe her på apoteket, siger han.

Medicintilskuddet er ved at få et serviceeftersyn i Sundhedsministeriet. Hensigten er, at det skal gøres mere smidigt og gennemsigtigt, men det er ifølge ministeriet endnu for tidligt at sige, hvilke ændringer der vil blive gennemført.

Arbejdsgruppens serviceeftersyn forventes afsluttet i løbet af foråret i år.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.