Flygtninge fylder i Rødbyhavn

I Rødbyhavn er hver fjerdje nuværende indbygger flygtning. I brugsen og svømmehallen bydes asylansøgerne velkomne.

For mange flygtninge er deres første møde med Danmark færgehavnen i Rødbyhavn. En del af dem bliver vist direkte ud til et af byens asylcentre.

På få måneder har det fået indbyggertallet i den lille lollandske by til at vokse med op mod 1.000 flygtninge ad gangen.

Ifølge Asylcenter Holmegaards hjemmeside bor der lige nu 553 asylansøgere i Rødbyhavn, der ifølge Danmarks Statistik i 2015 havde et fast indbyggertal på 1.589.

Det mærker blandt andre Morten Friis Rasmussen, uddeler i Dagli' Brugsen i Rødbyhavn:

- En tredjedel af vores kunder er fra asylcentrene, så de gør et stort indtryk i vores butik, selvom de kun køber småting, siger han.

I Rødby Svømmehal bliver asylansøgerne også taget godt imod. Formanden for hallens støtteforeningsbestyrelse, Jørgen Hansen Jaszczak, har været i kontakt med asylcenteret med henblik på at oprette svømmehold til flygtningene:

- Svømmeholdene skal give dem deres eget frirum. Hvis der kommer 20-30 stykker, kan de få deres egne svømmetimer, siger han.

Et af de nye ansigter i byen er palæstinensiske Muhammed Daqa. Han bor på Stop n' Sleep Hotel og er glad for at være der. Men han savner kontakt til danskere:

- Vi har alt, hvad vi har brug for, men vi bor alene på et hotel. Vi vil gerne bo sammen med danskerne. Vi vil ikke være alene.

Til middag udløber den midlertidige grænsekontrol, men aftalen bliver formentlig forlænget, fordi der stadig kommer mange flygtninge til landet.

  • Print
  • Del artiklen: