Forbudt høgefælde fundet på politikers gods

Levende duer var lokkemad i den ulovlige fælde på Svendstrup Gods.

I Danmark er det ulovligt at jage rovfugle og bruge levende lokkemad i fælderne. (Foto: Knud Flensted / DOF)

Levende duer var sat op som lokkemad for rovfugle - og når de kom for nær, klappede fælden. Sådan var den ulovlige høgefælde sat op på godset Svendstrups jord, som ejes af godsejer Christian Wedell Neergaard, der er regionsrådsmedlem for Konservative.

I går rykkede politiet så ud, fjernede fælden og sigtede godsets skytte for groft brud på jagtloven. Det skete efter et tip fra ornitologer.

Dansk Ornitologisk Forening frygter, at der kan stå andre ulovlige fælder andre steder. Og biolog i foreningen, Knud Flensted, er rystet over fundet:

- Det er en af de groveste fældesager, vi har set i de senere år, siger han.

Jægerforbund er vred over rovfugle-fælde

Godset sætter fasaner ud til fasanjagten, der begynder 1. oktober. Knud Flensted opfordrer derfor jægere til at boykotte efterårsjagten på Svendstrup.

I Danmarks Jægerforbund tager landsformand Claus Lind Christensen skarp afstand fra fundet:

- Uanset hvor sådan en fælde bliver fundet, så bliver jeg vred. Det er en overtrædelse af gældende lovgivning, og det er langt fra rimeligt, siger han.

Godsejer: Fælden skyldes skytten

Godsejer Christian Wedel-Neergaard, der er medlem af Region Sjællands regionsråd for De Konservative og tidligere formand for Folketingets Miljøudvalg, afviser ethvert kendskab til sagen, og kalder sig chokeret over sigtelsen.

Han forklarer, at den sigtede skytte omgående har fået en advarsel:

- På Svenstrup accepterer vi ikke ulovligheder af nogen art. Vi tager sagen dybt alvorligt og det kommer virkelig bag på os, at sådan noget kan ske, siger godsejeren.

Han afventer nu politiets afgørelse i sagen:

- Og hvorvidt Dansk Ornitologisk Forening har andre kommentarer til sagen, står helt for deres regning, siger Christian Wedell Neergaard.

Jagt på rovfugle blev forbudt i 1967, og straffen kan være op til en bøde på 15.000 kroner, konfiskation af fælden og frakendelse af retten til jagttegn.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.