Fra Eritrea til Det Kgl. Teater

Flygtninge fortæller om deres flugt fra krig og fattigdom med et akkompagnement af musik og ballet.

Samson Semere Russom er fra Eritrea. Nu bor han i Vemmelev vest for Slagelse. Det har været en lang rejse af den traditionelle slags for folk på jagt efter et bedre liv.

En tur op gennem det østlige Afrika, en flygtningebåd til Europa og et asylcenter på Midtsjælland. Men rejsen sluttede ikke der. For Samson Semere Russom skulle også en tur i Det Kongelige Teater.

I fredags var der premiere på ”Uropa – en asylballet”. En ballet, hvor der udover de medvirkende professionelle balletdansere også var asylansøgere. Seks personer Syrien, Pakistan, Eritrea, Myanmar og Uganda, der på Gamle Scene får lov til at fortælle deres historier.

- Det var fantastisk, fortæller Samson Semere Russom.

Han er 24 år og kom til Danmark i efteråret 2014. Samson Semere Russom sagde ja til at medvirke i balletten, fordi han tænkte, at det kunne være sjovt at prøve noget, han aldrig havde prøvet før.

- Jeg troede aldrig, at det ville blive så vildt, som det er blevet. Jeg tænkte, at det kunne åbne nogle døre for mig, så jeg kunne lære nogle danskere at kende.

Eksistentialisme på højt plan

Balletten er et samarbejde mellem Det Kongelige Ballet, Corpus og Teater Sort/Hvid. Instruktør Christian Lollike henvendte sig til Røde Kors, for at finde nogle asylansøgere.

Musikansvarlig på Røde Kors Center Avnstrup på Sjælland, Bjarne Stæhr, samlede først ti asylansøgere. Fire faldt fra – en fordi han er gået under jorden i udlandet og tre er blevet udvist.

De seks, der var tilbage stod foran publikum for første gang fredag aften,

- Det gik over al forventning. Det var et potpourri af etik og moral og levende mennesker, der blev sat sammen i en asylballet med professionelle dansere og musikere. Det gik så meget ind under huden, fortæller Bjarne Stæhr.

"Publikum sagde ikke et ord. Der var ingen, der sagde et ord eller brugte deres mobiltelefoner. Det var eksistentialisme på højt plan."

Bjarne stæhr, Musikansvarlig på Røde Kors Center Avnstrup

- Publikum sagde ikke et ord. Der var ingen, der sagde et ord eller brugte deres mobiltelefoner. Det var eksistentialisme på højt plan, siger han.

Han er ikke i tvivl om, hvad det giver asylansøgerne at være med i balletten.

- De får et talerør. De møder de danskere, der måske kun ser tv-billeder med bål og brand fra den tredje verden.

Og danskerne kan ifølge Bjarne Stæhr se, at asylansøgerne er mennesker af kød og blod.

- Mennesker, der længes efter at blive set og hørt, siger han.

”Uropa – en asylballet” havde premiere på Gamle Scene på Det Kongelige Teater i fredags og spiller frem til den 14. februar med spilledage i henholdsvis Aarhus Teater og på Gram Slot.

Uropa opføres med professionelle balletdansere og asylansøgere, der fortæller deres historier.
  • Print
  • Del artiklen: