GUIDE Fire gode råd til foråretstjekket af sommerhuset

Solen skinner, og sommerhuset skal gøres klar til sommersæsonen. Her er fire gode tips til forårsklargøringen.

Fugt er sommerhuset fjende, så det gældder om at få luftet ud i alle hjørner og afkroge af huset. (Foto: Jane Lou)

Foråret er så småt begyndt at indfinde sig over Danmark med solskin og lune temperaturer. For mange sommerhusejere betyder det sæsonens første besøg i sommerhuset.

Men når fritidshuset ikke har været brugt i flere måneder, så er der flere ting man skal huske, inden man finder havestolene og kaffekopperne frem.

Det fortæller Kim Juhlin, formand for foreningen Fritidshusejerne og sommerhusejer i Odsherred:

- Man bliver altså lige nødt til at tjekke det efter. Selvom man gerne vil nyde solen, så er det en god idé lige at gå en tur rundt om huset, siger han.

Han har fire gode råd til sommerhusejerne:

  • Åben skabene

    - Du skal tjekke, om der har været besøg af mus i løbet af vinteren, eller om der er tegn på fugt. Man kan nemt overse fugten inde i skabene, så åben dem og lad dem lufte ud, når du ankommer til sommerhuset, siger Kim Juhlin.
  • Kig på huset

    - Det lyder banalt, men tag en gåtur rundt om huset og tjek, om der mangler et bræt, er stoppede tagrender eller andet. Og tjek fundamentet for revner. For det kan give ekstra fugt i huset, som er svært at komme af med.
  • Tjek tag og tagrender

    - Det handler først og fremmest om at undgå fugt. Jeg havde engang et sommerhus med græstag, og da jeg tjekkede taget, måtte jeg fjerne tre træer, som havde slået rod.

    - Hvis vandet stille og roligt siver ned ad væggen, fordi tagrenden er stoppet, så dækker forsikringen ikke. Så er det bare dårligt vedligehold, siger Kim Juhlin.
  • Vent med at male

    Trænger huset til en ny gang maling, så vent lige lidt endnu. Hvis træværket ikke er knastørt, risikerer du at lukke fugten inde, så træet rådner hurtigere.

    - Så der er lidt til den dovne mand eller kvinde, der ikke gider male endnu. Der må man godt sige: "Det kan jeg desværre ikke. Jeg tror simpelthen ikke, træet er helt tørt," griner han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.