Gymnasielærere bliver udskiftet med folkeskolelærere

På katedralskolen i Nykøbing Falster er en del gymnasielærere blevet fyret. Ledelsen har i stedet valgt at ansætte folkeskolelærere.

Jeg troede, jeg var kommet i gymnasiet, men min lærer er uddannet til at undervise folkeskoleelever. Sådan må eleverne på Nykøbing Katedralskole tænke, når de vender øjnene mod katederet.

I tre tilfælde har katedralskolen nemlig fastansat lærere med folkeskolebaggrund, og samtidig gennemført en større fyringsrunde blandt gymnasielærerne.

Det er ikke lovligt, mener Gymnasieskolernes Lærerforening, som vil have Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling til at se på sagen.

- Bekendtgørelsen siger, at undervisningen på gymnasierne skal varetages af lærere, som har de rigtige kvalifikationer, siger Annette Nordstrøm Hansen, der er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening.

De kvalifikationer har folkeskolelærere ikke, mener hun.

Ikke på samme niveau

Derfor regner Annette Nordstrøm Hansen også med, at ministeriet er på samme hold som Gymnasieskolernes Lærerforening, når der skal findes en løsning.

Ansættelsen af lærere med folkeskolebaggrund møder kraftig kritik fra gymnasielærerne, som mener, at det giver dårligere undervisning for eleverne.

- Hvis du har en folkeskolelæreruddannelse, så er du ikke på samme niveau. Der er forskel på en universitetsuddannelse og en mellemlang uddannelse, siger Dorthe Henriksen, der er tillidsrepræsentant på Nykøbing Katedralskole.

DR Sjælland har forsøgt at få en kommentar fra rektor på Nykøbing Katedralskole, Kirsten Danving, men hun ønsker ikke at udtale sig midt i et forhandlingsforløb.

Fakta om fyringer på Nykøbing Katedralskole:

  • I alt syv fastansatte gymnasielærere er blevet afskediget.
  • Fire årsvikarer bliver ikke genansat.
  • En lærer er gået på pension.
  • Tre lærere med folkeskolebaggrund er fastansat.
  • Print
  • Del artiklen: