Gymnasier sætter miljøsmarte løsninger på skoleskemaet

Et initiativ fra Friluftsrådet skal gøre danske elever mere bevidste om miljø og bæredygtighed.

Elever fra Næstved Gymnasium og HF var i dag med til at hejse det grønne flag som et bevis på, de er en grøn skole. (Foto: Næstved Gymnasium og HF © Næstved Gymnasium og HF)

Et stigende antal danske gymnasier er hoppet med på den bæredygtige bølge. 27 danske gymnasier fra hele landet undervises nemlig i miljø og bæredygtighed, så de kan lære om eksempelvis forskellen på at vælge den økologiske, danske tomat i grøntafdeling fremfor den importerede, spanske tomat.

Gymnasierne deltager i et initiativ fra Friluftsrådet, der går under navnet ”Grøn Gymnasieskole”. Som en del af den grønne skole skal eleverne nedsætte et miljøråd, der planlægger skolens bæredygtige arbejde. Derudover skal miljø og bæredygtighed gøres til en del af undervisningen. Består skolerne Friluftrådets krav, tildeles de et grønt flag, som kan hejses over skolegården.

Et cigaretskod kan gøre en forskel

Næstved Gymnasium og HF har netop bestået forløbet og kunne i dag kippe med det grønne flag. Næstved Gymnasium og HF er et af de 13 gymnasier, der har fået tildelt flaget for sidste skoleårs klimavenlige indsats.

Magnus Sommerstedt-Rasmussen er medlem af det nedsatte miljøråd på Næstved Gymnasium og HF. For ham har initiativet sat gang i tankerne om, hvad bæredygtighed kan være på hverdagsbasis:

Før vi startede med at have grøn undervisning, tænkte jeg ikke på, at placeringen af et cigaretskod kan gøre en forskel. Jeg tænkte ikke på, at jeg selv kunne være med til at gøre en forskel, siger Magnus Sommerstedt-Rasmussen.

Magnus Sommerstedt-Rasmussen (mf) og Laura Mille Melgaard (th) er begge med i Miljørådet på Næstved Gymnasium. Her sidder de med lærer Steen Friis-Jensen. (Foto: Anne-Marie Dynes Møller © (c) DR)

Steen Friis-Jensen, der er lærer på Næstved Gymnasium, forklarer, at eleverne trods det grønne fokus stadig lærer at læse og regne:

Man kan jo godt arbejde med bæredygtighed, samtidig med man lærer at regne. Kan det eksempelvis betale sig at sætte solceller op på taget af skolen? Så bruger man jo matematikken til noget relevant. Det ene udelukker ikke det andet, siger Steen Friis-Jensen.

Grøn Skole er en del af et internationalt miljøundervisningsprogram, der udover gymnasier også indbefatter folkeskoler. Mere end 46.000 elever i 59 lande deltager i det grønne tiltag.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.