Hurtigrute skal give adgang til Femern

Fremskudt færgehavn i Tårs skal binde udkantsområder sammen og give trafik til Femern, foreslår borgmester.

Lav Spodsbjerg-Tårs overfarten til en regulær trafikmaskine ved at halvere sejltiden.

Det kan gøres ved at bygge en fremskudt færgehavn i Tårs på Lolland, siger borgmester Lars Erik Hornemann (V) fra Svendborg.

- Når sejltiden bliver kortere vil Sydfyn og Langeland få langt bedre mulighed for at benytte Femernforbindelsen, siger han.

Borgmesteren fortæller, at det vil koste en halv milliard kroner at investere i en fremskudt færgehavn i Tårs.

- Men for den relativt beskedne investering vil vi få bundet landsdelene langt bedre sammen, og det vil give mere trafik til Femern, siger Svendborg-borgmesteren.

31. marts mødes han med transportminister Hans Chr. Schmidt (V), hvor han vil prøve at overtale ministeren til at investere i en fremskudt færgehavn i Tårs på Lolland.

Det er et forslag, som Lolland Kommune bakker 100 procent op, siger viceborgmester Henrik Høegh (V).

- Med den overfartstid vi kender i dag, vil de fleste lastbiler vælge at køre over Storebælt, men jeg er ikke i tvivl om at med kort sejltid og flere afgange mellem Tårs og Spodsbjerg, vil mange flere kappe de 100 ekstra af turen til Femern.

Formand for Folketingets transportudvalg socialdemokraten Lennart Damsbo bakker også idéen op.

- Det vil være fantastisk for de to udkantsområder og skabe bedre muligheder for erhvervsudvikling, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: