Husejere i tvivl om selvtægtsregler

Parcelhusejernes Landsforening oplever, at flere spørger ind til, hvornår de må gribe ind over for deres naboer.

Thomas Jürgensen ryddede nabogrunden, da naboen flyttede på ældrecenter. (Foto: Casper Lindbjerg Greve)

Rettet kl. 13.05: Tidligere fremstod artiklen, som om at Thomas Jürgensen havde begået selvtægt ved at gå ind på sin nabos grund for at rydde op. Det er ikke tilfældet, idet Thomas Jürgensen havde fået tilladelse fra sin nabo til at gå ind på grunden for at rydde op. Denne oplysning er nu tilføjet i artiklen. DR beklager fejlen.

Hvad må du lovligt gøre ved problemet, hvis nabogrunden er forladt og forfalden, og din nabos træer trænger ind på din grund, eller det lugter og lokker rotter til?

Den slags spørgsmål oplever Parcelhusejernes Landsforening oftere, at frustrerede husejere ringer til dem med. Naboerne er ganske enkelt ikke sikre på reglerne, lyder det fra foreningens formand Allan Malskær.

Thomas Jürgensen, der bor ved Toksværd lidt uden for Næstved, er en af de frustrerede naboer. Han bor side om side med et forladt hus, hvis ejer bor på ældrecenter.

Der har været problemer med affald og rotter på naboens grund, og derfor aftalte Thomas Jürgensen og et par andre fra vejen med husets ejer, at de måtte gå ind på grunden for at rydde op. Ejeren vil dog ikke lade dem gå ind på grunden mere, men problemerne er der stadig, fortæller Thomas Jürgensen.

- Vi fældede træerne og fjernede glasskår og andet skidt på stedet. Men vi har stadig problemer med rotter, der kommer op af kloakken, og hvis vi går ind på grunden igen, så vil ejeren politianmelde os, siger han.

Hos Parcelhusejernes landsforening opfordrer formand Allan Malskær til, at man ikke begår selvtægt og går ind på andres grund uden tilladelse. Det er ulovligt. Men hvis naboens grund går ud over din families helbred, så skal man råbe vagt i gevær, siger han.

- Samtale fremmer forståelse, så hvis man har en nabo, der har genstande, som kan skade børn, der løber ind på deres grund, selvom de ikke må, eller der er forurening, så kan man gøre noget, fortæller han.

Har man problemer med naboen, om det så gælder hegn, skel, træer eller andet, så er opfordringen fra Allan Malskær klar:

- Tal med din nabo. Med snak kommer man langt, og hvis det går helt galt, så inkluder en tredje part, siger han.

DR P4 Sjælland har forsøgt at få en kommentar fra ejeren af grunden, men det er ikke lykkes. Næstved Kommune er bekendt med rotteproblemerne og vil se nærmere på problematikken.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.