IT-skandale: Nu lyder regningen på mere end otte millioner

Den foreløbige regning for IT-skandalen er nu gjort op, men der venter stadig en fyring af revisorerne.

IT-skandalen har foreløbig kostet skatteborgerne i Region Sjælland mere end otte millioner kroner. - Nødvendige krigsskadeomkostninger, kalder regionens formand det. (Foto: Ann Smed Madsen © dr)

Det har foreløbig kostet skatteborgerne mere end otte millioner at rydde op efter IT-skandalen i Region Sjælland.

To fyrede direktører skal have 6,4 millioner, selvom de allerede er fratrådt, og derudover kommer konsulent og revisionsrapporter til at løbe op i mere end to millioner kroner.

Men et samlet regionsråd mener, at de penge er givet godt ud.

- Det er ærgerlige penge, men nødvendige krigsskadeomkostninger for at få ryddet op, siger regionrådsformand Jens Stenbæk (V).

Skandalen i Region Sjællands IT-afdeling, hvor flere medarbejdere er sigtet for at modtage bestikkelse, har afsløret nogle højst besynderlige forretningsgange, som har rystet politikerne.

De troede, at medarbejderne fulgte de regler, som regionsrådet vedtog i 2009. Men en revisionsrapport afslørede, at IT-afdelingen så stort på reglerne.

Region Sjællands faste revisionsfirma gennem mange år, BDO, kan også se frem til en fyreseddel når den nuværende kontrakt udløber til nytår.

Til den tid bliver revisionsopgaven sendt i udbud.

Indtil da har BDO udskiftet de revisorer, der indtil nu har haft deres faste gang i Regionshuset, med andre medarbejdere.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.