Kommune vil huse flygtninge i ghettoområder

Slagelse Kommune vil søge dispensation, så flygtninge fremover kan tilbydes bolig i ghettoområder.

På Motalavej i Korsør, og i Nordbyen i Slagelse er der ledige lejligheder. Dem ønsker Slagelse Kommune at give til flygtninge.

Billige og ledige boliger i landets ghettoområder kunne blive hjem for nogle af de mange flygtninge, der kommer til landet. Men det må kommunerne ikke.

Loven siger nemlig, at de ikke må placere nytilkomne flygtninge i områder på regeringens ghettoliste.

Det vil Slagelse Kommune nu gøre op med ved at søge om dispensation fra reglerne, så flygtninge fremover kan anvises lejligheder i kommunens to ghettoområder; Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse.

- Det er helt tosset, hvis der står tomme lejligheder i et område, og man så ikke må leje dem ud, siger Thomas Clausen (Ø), næstformand i beskæftigelses- og integrationsudvalget i Slagelse Kommune.

Han forklarer, at Slagelse Kommune i stort omgang har fundet boliger andre steder, men forudser også, at der kan komme flere flygtninge, fordi borgerkrigen i Syrien er jo ikke slut endnu.

- Der er et boligproblem. Det er myndighedernes opgave at finde midlertidige og permanente boliger. Hvis boligselskaberne har tomme lejligheder i de områder, regeringen har bestemt er udsatte, så må regeringen lave om på sin politik, fastslår Thomas Clausen.

Reglen om ikke at tillade flygtninge i boliger i udsatte områder er lavet for at sikre, at boligens placering ikke går ud over integrationen. Det giver Thomas Clausen ikke meget for.

- Man må overveje, hvad man synes er vigtigst. For mig er det at skaffe folk en bolig. Både danskere og udlændinge.

Tidligere har Svendborg forsøgt at indlogere flygtninge i en kommunal ghetto. Her fik kommunen afslag.

Kommuner ikke må huse nytilkomne flygtninge i områder, der står på regeringens ghettoliste. Reglen er lavet for at...

Posted by DR Nyheder on Tuesday, March 29, 2016

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.