Lægen skal tættere på patienterne

I stedet for at du skal køre langt efter en undersøgelse hos lægen, så skal lægen komme tættere på dig.

Lægen skal flytte sig frem for patienten. Det er tanken bag et forslag fra Lolland og Kalundborg kommuner, som ønsker at få flere behandlingstilbud i deres sundheds- og akuthuse.

Lene Hartmann Brodersen fra Kalundborg er diabetespatient. Hun går til kontrol i Sundhedshuset i Kalundborg, men af og til skal hun helt til Næstved og Køge sygehuse, og det foregår med flextrafik.

- Det tager mellem to og tre timer hver vej, og det er langt, når man har ondt i benet, siger hun.

Men langt flere patienter som Lene Hartmann Brodersen skal skånes for den lange transport.

Efter sygehuslukningerne i Nakskov og Kalundborg er der åbnet sundheds- og akuthuse. De tilbyder allerede i dag medicinsk ambulatorium, men de to kommuner ønsker at få endnu flere behandlingstilbud ud som for eksempel kemobehandling, dialyse og smertebehandling.

- Vi vil gerne skabe mere livskvalitet for vores borgere. Hvis de ikke skal transportere sig så langt, giver det bedre kvalitet og mindre ulighed i sundhed, siger formand for Kalundborg Kommunes ældre- og sundhedsudvalg, Peter Jacobsen (DF).

Etableringen af Nakskov Sundhedscenter og Kalundborg Sundheds- og Akuthus samt Lægecenter skete på baggrund af Region Sjællands sygehusplan 2010, hvor Kalundborg Sygehus og Nakskov Sygehus blev nedlagt.

En bevilling fra Sundheds- og Indenrigsministeriet sikrede, at visionen om et sundhedscenter i Nakskov og et sundheds- og akuthus i Kalundborg blev til virkelighed.

  • Begge centre huser kommunale og regionale funktioner samt privatpraktiserende sundhedsudbydere.
  • Kalundborg Sundheds- og Akuthus åbnede i slutningen af 2013.
  • Nakskov Sundhedscenter blev indviet i juni 2014.

  • Print
  • Del artiklen: