Lastbilchauffører stadig meget usunde

På trods af utallige indsatser koster den ringe adgang til sund kost og motion stadig på sundhedskontoen for chaufførerne.

Det er svært at få fat i sund mad, når du er henvist til rastepladsernes cafeteriaer. Mulighederne for motion er også meget små på lange arbejdsdage bag rattet med stort tidspres.

En ny rapport fra Forskningscenter for Arbejdsmiljø slår fast, at chauffører døjer med flere helbredsproblemer end de fleste andre på arbejdsmarkedet.

- Chaufførerne kører meget alene rundt og har ikke den sociale sammenhæng. Derfor har indsatser i forhold til arbejdsmiljøet og sundere livsstil sværere ved at slå igennem, siger Helene Garde, der er professor i psykosocialt arbejdsmiljø.

Hun er en af personerne bag rapporten. Hun giver blandt andet chaufførernes skæve og uforudsigelige arbejdstider skylden for, at chaufførernes livsstil ofte ender med overvægt, diabetes og hjerte-problemer:

- Det kan være svært at gå til fodbold, hvis man ikke ved, hvornår man har fri, siger Helene Garde.

Burger- og pommes friteskultur

Også kosten er den gal med. Der hersker en burger- og pommes frites-kultur blandt chaufførerne, siger Kjeld Jensen, der er miljøkonsulent hos 3F-transport.

Han mener dog, at det går den rigtige vej med chaufførernes motivation til et sundere liv:

- Jeg tror, at der er mange kolleger, der godt kan se det fornuftige i at dyrke motion, men de har måske ikke lige energien til at komme i gang. Men vi ser ofte, at når de kommer i gang, så hænger mange af dem på.

  • Print
  • Del artiklen: