Luft vovsen uden snor: Flere nye friluftsområder glæder hunde og deres ejere

Det er ikke kun menneskets bedste ven, der er glade for særlige områder til hunde.

Ved hundeparken i Nysted på Lolland er mange hundeejere tilfredse med, at de har mulighed for at lufte deres hunde i friluftsområder. (Foto: PRIVAT)

I skoven, på stier og på stranden. Der er mange regler for, hvor og hvornår du skal have din hund i snor.

Men i takt med reglerne skærpes, er der også kommet flere områder til, hvor man kan lufte hunden uden snor.

Et af de nye steder er en indhegnet hundepark i Nysted på Lolland.

Her er en tom grund ejet af kommunen lige er blevet omdannet til en 20.000 kvadratmeters hundepark, hvor mopser, schæfere og andre firbenede venner kan tumle rundt uden snor.

Hundeloven
  • Hundeloven gælder stadig, selvom du går med din hund uden snor.
  • Det vil sige, at du skal have fuld kontrol over din hund, kunne kalde den til dig, og så skal den ikke udgøre en fare for andre.
  • Hvis du går med din hund uden snor i skoven, hvor du ikke må, så udløser det en bøde på 2000 kroner.
  • Kilde: Naturstyrelsen

En af dem, der har glæde af den nye park er Helena Pedersen og hendes labrador Millie.

-Når man har nogle hunde, som godt kan lide at røre sig, så er det rart, at de kan løbe frit i trygge omgivelser, uden at det generer andre mennesker, der ikke bryder sig så meget om hunde, siger hun.

Naturstyrelsen har over 200 hundeskove, og på hjemmesiden: hundeskove.dk er der over 400 hundeområder, hvor man må gå frit med sin hund.

Og ifølge Naturstyrelsen så er der et stort behov for nye hundeområder:

- Når vi etablerer nye naturarealer, så har vi tit en borgerinddragelsesproces, hvor vi spørger folk om, hvad de har af ønsker til det nye naturområde. Her er der meget ofte et ønske om hundeskove eller friløbsarelaer, siger Marie Roland, naturvejleder i Naturstyrelsen.

De mange nye hundeskove og hundeparker er med til at give mere glade og harmoniske hunde, mener Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub.

- Vi synes, det er et godt initiativ, når man anerkender det behov, der er for, at hunde og hundejere har et sted at gå hen, hvor venlige og flinke hunde er under kontrol og kan få lov til at løbe løs, for det er bare så stor en del af velværeoplevelsen hos hunden og hundens familie, fortæller hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.