Niels gav en nyre til sin ven

Diego Gugliotta føler, han har fået livet tilbage, efter hans gode ven gav ham sin ene nyre.

- Min umiddelbare reaktion var at takke nej. For ligesom min ven bekymrer sig for mig, så bekymrer jeg mig også for min ven. Det er jo ikke risikofrit, det som Niels har været udsat for.

Det fortæller Diego Gugliotta fra Næstved. Da han blev alvorligt syg, tilbød hans ven Niels Haahr Petersen nemlig at træde til og donere sin ene nyre.

- Det er en meget svær beslutning også for modtageren at acceptere tilbuddet. Det tog lang tid for mig, og jeg måtte have professionel hjælp, før jeg kunne tage imod tilbuddet, siger Diego Gugliotta.

For Niels Haahr Petersen derimod tog det ikke lang tid at tage beslutningen.

- Jeg skulle lige vende det med min kone, men var slet ikke i tvivl. Jeg har to nyrer, så hvorfor ikke give den ene væk?, siger han.

Arret ligger lige i bikinisnittet

For Niels Haahr Petersen gik overvejelserne på det rent fysiske. Hvad det ville betyde at få opereret en nyre ud? Hvilken betydning ville det have for hans livsforsikring?

Han endte med at have et lidt længere forløb end vennen ved donationen på grund af lidt opstartsproblemer med maven efter narkosen. Men nu har han det godt.

- Jeg har en smule gener ved arret, hvor de tog nyren ud, men det er fordi, at den ligger lige i bikinisnittet, så bæltespændet generer, men ellers har jeg ingen gener overhovedet.

Jeg har det perfekt

Diego Gugliotta blev opereret 8. januar i år.

- Jeg har fået mit liv tilbage, så jeg har det perfekt. Der er en periode, hvor jeg skal komme mig efter operationen, så ifølge lægerne burde jeg være 100 procent oppe at køre om en måneds tid. Lige nu er jeg omkring 80 procent, fortæller han.

Niels Haahr Petersen og Diego Gugliotta har kendt hinanden siden 1999, hvor de mødte hinanden gennem deres børns skole. Donor og modtager skal kende hinanden i forvejen, for at en donation kan komme på plads.

Tak er for fattigt et ord

- Vores venskab er heldigvis det samme. For det er også en risiko, at nogle synes, at det er en meget stor gave, men det har heldigvis ikke påvirket venskabet, siger Niels Haahr Petersen.

Diego Gugliotta ret tilfreds med at have fået livet tilbage.

- Det er en imponerende følelse. Det her er så meget større end bare en gave, så tak er for fattigt et ord. Det er svært at beskrive, hvad det vil sige at have fået livet tilbage, siger han.

Diego Gugliotta føler, at han og Niels Haahr Petersen har fået et stærkere venskab efter nyretransplantationen.

- Her er der ikke tale om, at naboen hjælper dig med at lægge fliser i indkørslen. Her er der tale om, at man risikerer sit eget liv, for at give liv. Jeg har ikke fundet ud af, hvordan jeg siger tak, tilføjer en bevæget Diego Gugliotta.

  • Print
  • Del artiklen: