Nu skal der pustes liv i Holmegaard Glasværk igen

Med 35 millioner kroner kommer der igen gang i ovnene på glasværket i Sydsjælland.

Nu bliver der pustet nyt liv i det gamle Holmegaard Glasværk i Fensmark lidt udenfor Næstved.

En donation på 35 millioner kroner fra Realdania gør det muligt at realisere planerne for Det Ny Holmegaard.

Pengene skal bruges til at renovere de historiske og bevaringsværdige bygninger, så de fremover kan huse både glasudstilling, levende værksteder og spisesteder.

- Det er vi simpelthen så glade for. Det er en fantastisk mulighed, for at komme i gang med vores projekt, som vi har drømt om i mange år, siger Mette Bielefeldt Bruun, der er afdelingsleder på Museum Sydøstdanmark.

Mette Bielefeldt Bruun, afdelingsleder ved Museum Sydøstdanmark, og Verner Hansen, der var ansat på Holmegaard Glasværk i 51 år, viser rundt i de tomme bygninger. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

- Det vil i hvert fald betyde, hvis det bliver som jeg tror og håber på, så vil det føre til, at der kommer en masse turister hertil, siger Verner Hansen, der arbejdede på Holmegaard Glasværk i mere end 51 år.

Gi' folk noget, de gider se

Han har besøgt mange glasmuseer og glasværker rundt om i Europa:

- Hvad man ser af dem, der stadig er liv i, er, at de har forstået at lave en rentabel glasproduktion, som folk gider at komme og se, siger han.

Byen Fensmark er bygget op omkring glasværket og her vækker løftet om den store håndsrækning stor glæde, fortæller formand for Fensmark Lokalråd, Peter Jensen, der uddyber:

- Der er fuld tilfredshed med, at det sker. Nu ser vi, at åbningen af Det Ny Holmegaard er kommet et stort skridt nærmere.

Der har været flere forsøg på at genoplive Holmegaard Glasværk, der har stået tomt siden den seneste konkurs i 2012.

Fakta om Det Ny Holmegaard:

  • 15.000 kvadratmeter under tag
  • 24.000 kvadratmeter stort udendørsareal mod mosen og 600 hektar Holmegaard Mose.
  • Finansieringen af projektet er delt op i tre faser. Økonomien udgør 103 mio. kr. for fase 1 og den samlede økonomi for hele projektet (fase 1-3) udgør 125 mio. kr. Med Realdanias støtte er der finansieret 70 mio. kr. til fase 1.
    Kilde: Museum Sydøstdanmark