Ny lov giver flere apoteker

60 nye apoteker er åbnet landet over, siden den nye apotekerlov trådte i kraft. Flere er på vej.

Robotten på det nye apotek i Næstved Storcenter har travlt. Men kan den finde den rigtige medicin?

60 nye apoteker er drysset ud over det danske landskab siden en ny apotekerlov trådte i kraft i juni sidste år, og 10-15 flere er på vej.

Seks af de nye apoteker ligger i Region Sjælland blandt andet i Vordingborg og i Næstved Storcenter, hvor der aldrig tidligere har været mulighed for at drive apotek.

Loven har skabt konkurrence mellem apotekerne, men det er til gavn for kunderne, lyder det fra formanden for Danmarks Apotekerforening, Anne Kahns.

- Det har allerede givet nye tilbud til borgerne, men apotekerne er omfattet af faste priser på lægemidlerne, så man vil ikke opleve en priskrig, fordi der kommer flere apoteker, siger Anne Kahns.

Den nye apotekerlov giver mulighed for, at landets apotekere fremover må have op til otte apoteker indenfor en radius af 75 kilometer fra moderapoteket.

Dermed har loven skabt øget konkurrence mellem apotekerne, og det har blandt andet betydet, at Nørre Alslev Apotek nu opretter et nyt apotek i Vordingborg.

Det har fået Vordingborgs apoteker Ole Stjärnqvist til at trække sig tilbage både på grund af alderen, han er 71, og konkurrencen.

- Vi kan ikke konkurrere på priserne, men kun på service og beliggenhed, og den kamp må en ny apoteker tage, siger Ole Stjärnqvist.

  • Print
  • Del artiklen: