Nye asylansøgere skaber utryghed i midtsjællandsk by

I disse dage ankommer omkring 100 nye asylansøgere til Dianalund - en by, der dagligt i forvejen har knap 250 asylansøgere.

Den lille stationsby Dianalund på Midtsjælland har omkring 4.000 indbyggere. Nu kommer der mindst 100 nye indbyggere på byens asylcenter, og det skaber uro blandt nogle af byens borgere.

- Jeg synes, det er lige voldsomt til en lille by som Dianalund at få 100 nye asylansøgere, siger Andreas Bentsen, som handler i bycentret i Dianalund.

Ligesom ham er flere af de øvrige kunder usikre på, hvad det vil gøre ved byen og især bycentret, hvor flere af asylansøgerne handler.

- Da de første 40 asylansøgere kom sidste år, ansatte vi en vagt i centret for at skabe tryghed. Det vil vi da overveje at gøre igen, siger formand for centerforeningen Tommy Lindhardt.

Områdeleder i Røde Kors Michael Vinther forsikrer dog borgerne i Dianalund om, at de ikke vil mærke meget til de nye indbyggere.

- De vil primært opholde sig på asylcentret, og så går både børn og voksne i skole. Man vil kun møde dem, når de går tur eller handler i byens butikker, siger han.

Flere af byens borgere er også klar til at hjælpe på det nye asylcenter, men foreløbig skal det praktiske på plads, og derefter melder Røde Kors ud, når de får brug for hjælp, siger Michael Vinther.

Fakta om Center Dianalund

  • Center Dianalund skal højst have cirka 350 asylansøgere beoende. Fortrinsvis familier og par.
  • Der er skole for børn og voksne, som også ankommer i busser fra andre asylcentre på Sjælland hver dag.
  • Der er også en sundhedsklinik, som betjener asylansøgere fra Midtsjælland og Odsherred.

  • Print
  • Del artiklen: