Nyreforening: Alle skal kunne give en nyre væk

Hundredvis af danske nyrepatienter er i øjeblikket på venteliste til en ny nyre.

Nyreforeningen vil gøre det muligt for folk at donere deres nyre til en fremmed person. På den måde kan man redde liv og forbedre livskvaliteten for de hundredvis af danske nyrepatienter, der i øjeblikket er på venteliste til en ny nyre, mener foreningen.

Hvert år får Nyreforeningen henvendelser fra 10-12 personer, som vil høre om muligheden for at donere deres nyre anonymt. Det kan man ikkei dag.

- Når der nu er nogle, der ønsker at donere deres nyre anonymt, kan jeg slet ikke se, hvorfor vi skal forhindre dem i at gøre det, siger formand Jan Rishave.

I Danmark skal donor og modtager kende hinanden, før man som donor kan give sin ene nyre væk. Overlæge på Rigshospitalets Nyreafdeling Søren Schwartz Sørensen er ikke afvisende over for forslaget, så længe der bliver lavet nogle fælles retningslinjer på området.

- Man skal have en følelsesmæssig relation til den, man donerer til. Det er der, vi har erfaringer. Hvis vi skal gøre noget andet, så kan vi snildt det. Så skal vi bare stille nogle rammer op for, hvordan vi gør det på en ordentlig måde.

Der er ikke noget i lovgivningen, der forhindrer anonym nyredonation, men lægerne følger retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen ønsker ikke at stille op til et interview, men henviser tidligere drøftelser i en arbejdsgruppe, der havde til formål at udarbejde en handlingsplan for organdonation og blandt andet så på muligheden for at indføre nyredonation for anonyme donorer.

Her vurderer man, at anonym nyredonation kun vil give ganske få donorer. Erfaringer fra udlandet viser, at tre til syv procent at alle nyretransplantationer fra levende kommer fra anonyme donorer.

  • Print
  • Del artiklen: