Nyt navn skal lokke turister til Sydsjælland

Nyt navn skal være med til at lokke nye turister til Sydsjælland og Møn. Visit Sydsjælland-Møn skal nu hedde Sydkyst Danmark.

Turisterne bliver væk fra Sydsjælland og Møn, men måske bliver det ændret nu.

Visit Sydsjælland-Møn har sat en plan i værk, der skal få 30 procent flere turister forbi området frem mod 2020. Blandt andet ved at ændre navn på organisationen til Sydkyst Danmark.

Det fortæller direktør i Visit Sydsjælland-Møn Martin H-H. Bender:

- Med et nyt navn sender vi et signal om, at vi ikke står alene, hverken som kommune eller attraktion. Nu skal vi stå sammen i en fælles indsats. Overfor resten af Danmark og resten af Europa.

Sydkyst Danmark kan i manges ører klinge eksotisk.

- Det handler om at give folk en idé om, hvad vi snakker om. Vi er i syd, vi har kyst, og vi er i Danmark. Jeg tror ikke, nogen i området vil benægte, at der er en meget smuk kyst i hele området.

En vigtig del af planen er at attraktionerne skal ”opdrages” til at henvise til hinanden. Martin H-H. Bender nævner for eksempel Koldkrigsmuseet, Borgcentret og Møns Klint.

- Både vi og de enkelte attraktioner skal anbefale at besøge hinanden. Vi oplever mange endagsturister, og vi vil gerne have, at de overnatter, siger direktøren.

33 attraktioner har indtil videre meldt sig under fanerne.

Fakta om turister på Sydsjælland:

  • Sydkyst Danmark dækker over Næstved, Vordingborg, Faxe og Stevns Kommuner.
  • Området har 1,1 millioner årlige overnatninger, men det tal er faldende.
  • Der er vækst i for eksempel Hovedstaden og Nordsjælland.
  • Print
  • Del artiklen: