Nyt projekt skal få unge til at blive iværksættere

Starteriet er navnet på et nyt samarbejde, der skal få flere unge til at interessere sig for at blive iværksættere.

18-årige Nicolai Sabro er ung iværksætter og chefredaktør på hjemmesiden www.dbold.dk. Ham kan andre unge møde i den kommende måneds tid, hvor Starteriet besøger flere kommuner.

Iværksætterturen, Ungiværk, Rising Stars og DM i Pitch slår sig nu sammen og lancerer i dag Starteriet, der skal være talerør, værktøj og mødested for unge iværksættere.

20.000 elever vil den kommende måned møde en flok unge iværksættere, der skal få virkelysten frem i dem.

Samtidigt skal det nye samarbejde få flere unge til at interessere sig for at blive iværksættere.

Vi mangler et stort univers, som kun taler til de unge iværksættere, fordi det nogle gange er et lidt andet sprog, som de unge bruger

Louise M.Ø. Nielsen, projektansvarlig, Starteriet

- Vi mangler et stort univers, som kun taler til de unge iværksættere, fordi det nogle gange er et lidt andet sprog, som de unge bruger, siger projektansvarlig for Starteriet, Louise M. Ø. Nielsen.

De unge har brug for råd og vejledning

Hun mener, at de unge har brug for råd og vejledning, når de får en god idé:

- Den proces, de skal igennem, når de har fået idéen, er meget lineær. Lige meget om du skal lave en webshop eller et journalistisk site, så er det meget den samme proces, du skal igennem, siger Louise M.Ø. Nielsen.

Hun peger på, at det nye samarbejde også på længere sigt kan få betydning for de unge.

- Det er et vigtigt netværk og mange erfaringer, man kan tage med sig resten af livet. Her er der noget, man kan få job på senere, siger Louise M. Ø. Nielsen.

Ung iværksætter står bag sportshjemmeside

En af de unge iværksættere er 18-årige Nicolai Sabro. Han står bag hjemmesiden www.dbold.dk, der har 50.000 sidevisninger om måneden.

Han er gymnasieelev på Vordingborg Gymnasium og bruger det meste af sin fritid på sin hjemmeside, der udover ham selv laves af et hold på 16 frivillige skribenter.

Jeg får en masse erfaring ud af det, og jeg har fået et hav af gode kontakter

Nicolai Sabro, iværksætter

- Jeg får en masser erfaring ud af det, og jeg har fået et hav af gode kontakter, som jeg har benyttet i stor grad. Derudover har det også været et springbræt, og jeg har fået to skrivejob, hvor jeg er blevet betalt for mit arbejde. Så det har været super fedt, siger Nicolai Sabro.

Starteriet bliver officielt skudt i gang klokken 12.30 på Københavns Rådhus, og allerede fra næste uge besøger Starteriet Næstved og Holbæk.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.