Områdechef: Stor interesse for at få job i nyt superfængsel

Mange fængselsbetjente vil arbejde i det nye Storstrøm Fængsel. Det har sin pris, mener Fængselsforbundet.

Storstrøm Fængsel på Falster blev indviet onsdag, hvor blandt andet justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kom forbi.

Før var der græs og marker, så langt øjet rakte, når man kørte af Sydmotorvejen forbi den lille by Skjerne. Men det er slut. 35.000 kvadratmeter beton udgør nu et af Danmarks største og mest moderne lukkede fængsler.

Det nye Storstrøm Fængsel står klar til at modtage 250 indsatte. Men det er ikke kun indsatte, som fængslet er klar til - også nye ansatte får deres daglige gang bag de grå betonvægge.

Og interessen for at få et job som fængselsbetjent i det nye fængsel har været kæmpe stor.

Det fortæller Rasmus Bo Andersen, der er områdeansvarlig i Kriminalforsorgen Sjælland:

- Vi oplever stor interesse fra fængselsbetjente, der har lyst til at lave pionerarbejde i et nyt fængsel, der også er sikret for personale. Vi har fået flere hundrede tilkendegivelser landet over, siger han.

Interessen for at starte noget nyt op kan Kenni Lyngberg, der er en af de første 90 fængselsbetjente i det nye betonfængsel, genkende.

- Det er et unikt projekt og en unik chance for at starte et nyt fængsel op fra bunden. De nye sikkerhedstiltag og de moderne rammer er spændende, mener Kenni Lyngberg, der tidligere var ansat i det nu lukkede Vridsløselille Statsfængsel fra 1859.

Jeanette Lovin, enhedschef for besøgsafdelingen i Storstrøm Fængsel, viser rundt i det nye fængsels besøgsafdeling.

”Mega rekruttering skaber huller”

Men selvom der er stor interesse for at være med til at starte et nyt fængsel op, så er nye stillinger med til at udfordre andre, fordi fængselsbetjentsbranchen er presset.

Det fortæller Kim Østerbye, som er formand i Fængselsforbundet, der repræsenterer de fængselsansatte:

- Vi er glade for det nye fængsel, fordi det er mere trygt og sikkert for personalet, og så håber vi, at moderne fængsler kan være med til at få flere ind i en ellers dårlig økonomisk og farlig branche, siger han.

Han tilføjer:

- Men selv om fængslet er nyt og moderne, så skaber mega rekruttering huller. Så når et nyt fængsel skal åbne, så lukker det arbejdspladser i andre fængsler.

Selvom det nye fængsel kan presse andre, så glæder justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sig til at se Danmarks næststørste fængsel i funktion:

- Der er ingen kriminelle, der ikke kan sidde i det her sikre fængsel. Vi kan skille alle typer ad, så det bliver på de ansattes præmisser. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer, når der kommer kunder i butikken, siger ministeren.

I oktober rykker de første 54 indsatte ind. I løbet af 2018 vil de resterende indsatte blive flyttet ind i deres sektion med tre måneders mellemrum.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.