Patienter har fået lov til at ryge igen

Konflikter og utryghed hos medarbejderne har nu ført til et stop for rygestoppet på Region Sjællands store ny psykiatrisygehus i Slagelse.

Et rygeforbud skabte problemer for personalet på det ny psykiatrihospital i Slagelse. Nu har ledelsen sadlet om - efter en række møder med medarbejderne.

I december beklagede Dansk Sygeplejeråd, at sygeplejerskerne røg i konflikter med patienterne, fordi de skulle håndhæve et rygeforbud, så det glæder næstformand i sjællandskredsen hos Dansk Sygeplejeråd, Ulla Birk Johansen at rygeforbuddet nu er ophævet:

- Det er dejligt at man flytter fokus fra forbud til tilbud. Vi snakker om alvorligt syge mennesker, og det er helt malplaceret at forlange, at de skal holde op med at ryge.

Psykiatrisygehuset vil nu i stedet tilbyde patienterne hjælp til at stoppe med at ryge, det fortæller psykiatridirektør i Slagelse, Michael Werchmeister:

- Der har været en del kritik og bekymring, og det har vi lyttet til, siger han.

Et konsulentfirma skal nu komme med bud på, hvordan psykiatrihospitalet kan arbejde med at få patienter til at kvitte smøgerne frivilligt.

Psykiatridirektør har nemlig stadig en ønske om at sygehuset skal blive røgfrit på længere sigt.

Indtil da får patienterne lov til at ryge i de atriumgårde som ligger inde på psykiatrisygehusets område.

  • Print
  • Del artiklen: