Politisk uenighed om fremtidens HF-uddannelse

Liberal Alliance mener ikke, at HF skal give adgang til universitetet i fremtiden.

HF skal sammen med gymnasiet igennem en reform i år. Men på forhånd er der stor forskel på, hvad politikerne vil med den ungdomsuddannelse, som er bedst til at løfte folk i forhold til deres udgangspunkt.

Heidi Kamilla Larsen på 30 er færdig med HF på VUC i Holbæk til sommer, og så skal hun videre i uddannelse.

- Mit gennemsnit er ikke så højt, så det ender nok med pædagoguddannelsen, siger hun.

Dermed vælger hun ligesom størsteparten af HF-studenterne en mellemlang videregående uddannelse. Står det til Liberal alliance, så skal HF ikke længere give adgang til universitetet, siger uddannelsesordfører Merete Riisager

- Vi forestiller os en ungdomsuddannelse, som retter sig mod de mellemlange videregående uddannelser som politibetjent og sygeplejerske, siger hun.

Den holdning deler de foreløbig kun med Dansk Folkeparti, hvorimod oppositionen ikke vil begrænse adgangen til videregående uddannelser.

Der skal være plads til alle, mener SFs uddannelsesordfører Jacob Mark.

- Det er en meget dårlig idé, fordi HF er en uddannelse for alle, hvor der også skal være plads til dem, der gerne vil på universitetet, siger han.

Venstre vil endnu ikke komme med et bud på, hvad de vil med HF, da de som regeringsparti skal komme med udspillet til reformen. Det fortæller uddannelsesordfører Anni Matthiesen til DR Sjælland.

Fakta om HF studenter

  • HF-studenter vælger oftest en mellemlang videregående uddannelse
  • STX-studenter vælger oftest en lang videregående uddannelse
  • Frafaldet på videregående uddannelser er større for HF-studenter end STX-studenter

    Kilde: Danmarks Evalueringsinstitut

  • Print
  • Del artiklen: