Region Sjælland: Ingen grund til yderligere straf for svigtende psykiater-tilsyn

Sagen om en psykiater, der har overmedicineret, selv om han er under tilsyn, får DF til at kræve nye muligheder for straf til den tilsynsførende. Men der er der ikke behov for, mener Region Sjælland.

Hvis der bliver ført tilsyn med en læge, der alligevel svigter i sit arbejde, er det ikke kun lægen, der skal straffes. Ifølge Dansk Folkeparti skal man også slå ned på den tilsynsførende.

Det mener partiet oven på sagen om Lars Søndergård, psykiateren der for anden gang er blevet fyret for at overmedicinere sine patienter. Det fremgår af Politiken mandag.

- Det er jo ikke nok, hvis man har ansat ham med skærpet tilsyn, og han alligevel fortsætter med at omgå loven, siger formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Liselott Blixt, (DF) til Politiken.

Men Søren Bredkjær, vicedirektør i Region Sjælland, kan ikke se noget behov for at gå videre med yderligere sanktioner mod den ledende overlæge, der førte tilsyn med den nu afskedigede psykiater.

- Jeg synes allerede, at han bliver sanktioneret i form af et skærpet tilsyn. Sådan et skærpet tilsyn har et års varighed, og hvis det så ellers har fungeret ubeklageligt, så ophæver man det, siger han til DR Sjælland.

Det skærpede tilsyn betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan komme på uvarslede besøg og bede om at få oplysninger om den ledende overlægens virke.

  • Print
  • Del artiklen: