Ro og rutine i supermarkedet hjælper autister

Unge autister bliver uddannet i dagligvarebranchen, hvor deres autistiske udfordringer bliver brugt til noget positivt.

Fra handicappet og arbejdsløs til fast job og chefens bedste medarbejder.

60 unge autister får nu uddannelse med jobgaranti i dagligvarebranchen. Det har vist sig at være et stort hit, fordi deres hidtidige problemer pludselig bliver vendt til store styrker.

Autister trives bedst med en stor grad af rutiner og genkendelighed i hverdagen, og det er ifølge salgsdirektør i Fakta Jens Romundstad et drømmematch med butikkernes behov gentagne arbejdsprocesser.

For eksempel skal varehylderne hele tiden tjekkes igennem og trimmes, som det hedder i detailhandlen, så de er pæne og indbydende for kunderne.

Det kan være svært at motivere almindelige unge til sådan et job og en karriere i dagligvarebranchen. For autisterne er opgaven derimod god.

- Jo mere rutinepræget, vi kan gøre processerne for de unge autister, og jo mere specialiseret, vi kan gøre deres arbejde, jo mere motiverede er de, siger Jens Romundstad.

Selvtillid og selvværd

Uddannelsesforløbet er organiseret i projekt "Klar til Start" i samarbejde med det specialiserede autisme-tilbud Unges Uddannelsescenter.

Forløbene varer fra 10 til 22 måneder med blandet teori-undervisning og praktik ude i butikkerne.

Fakta garanterer fast ansættelse bagefter, og dét er utrolig vigtigt for de unge autister, der ofte har nederlag med i bagagen, siger Heidi Thamestrup, formand for Landsforeningen Autisme:

- Det betyder alverden. Der ligger meget selvtillid og selvværd gemt i at kunne bruges til noget, også på arbejdsmarkedet. At man ikke er én af dem, der er kasseret.

Faktas projekt "Klar til Start" har modtaget CRS-prisen, der uddeles til virksomheder, der tager et specielt socialt ansvar.

  • Print
  • Del artiklen: