Sjællændere er danmarksmestre i pendling

Før var det især akademikere, der satte sig i toget eller bilen. Nu er både ufaglærte og faglærte begyndt at pendle længere.

Borgerne i Region Sjælland er danmarksmestre i pendling. Det viser en ny analyse fra Danske Regioner.

De pendler næsten 65 kilometer tur/retur i gennemsnit, mens jyderne pendler cirka 20 kilometer mindre. Borgerne i Region Hovedstaden kan derimod klare sig med 32 kilometer til og fra arbejde.

Hvor det før især var akademikere, der satte sig i toget eller bilen og smuttede ind til jobbet i hovedstaden, så viser tallene, at ufaglærte og faglærte er begyndt at pendle længere.

En af dem, der er med til at trække statistikken op i Region Sjælland, er Niels Olsen fra Lundby. Sidste år pendlede han i en periode 330 km til Sønderjylland hver dag. Og 330 km hjem igen – fordi hans arbejdsplads FH Service Baneteknik i Fensmark havde brug for ham der.

- Det var valget mellem at tage det eller komme til at gå arbejdsløs. Så jeg valgte køreturen , siger han.

I dag pendler han ”kun” til København og tilbage. Og hvor meget af dagen før gik med telefonsamtaler, lydbøger og radio i bilen, er der nu blevet mere tid til sport, venner og familie.

  • Print
  • Del artiklen: