Skolevand er på vej til danske elever

I det nye år vil vand på flaske blive markedsført til børn på alle landets skoler. Overflødigt og dårligt for miljøet, mener Økologisk Råd.

Skolemælken får nu en konkurrent eller måske en kollega – skolevand. Lige nu er flaskevandet, som firmaet Aqua D’Or står bag, ved at blive afprøvet på en række skoler i hele landet.

Flaskevand til skolebørn er dog et overflødigt produkt og en miljømæssig dårlig løsning, mener sekretariatsleder hos Økologisk Råd, Christian Ege.

-Vi har det bedste vand i vandhanerne, og så slipper man for at bruge plastik til emballage og lastbiler, der skal køre vandet rundt, siger han.

Til det forklarer Frederik Meyer fra flaskevandsproducenten Aqua D´Or, at de bruger en flaske af genanvendelig plastik.

- Den forurener langt, langt mindre end alternativet på danske skoler, som er mælk, så jeg synes selv, vi er et godt alternativ, siger han.

Frit valg på alle haner

Skælskør Skole er en af de skoler, som i øjeblikket er med til at teste skolevand på flaske.

Her er skoleleder Henrik Meyer åben over for produktet, selv om der stadig er vand i hanerne.

- Jeg skal ikke gøre mig til dommer over nogle forældres behov eller ønsker. Så derfor tænkte vi her på skolen: Lad os prøve det og se, hvad der sker, siger han.

Skoleleder Henrik Meyer fra Skælskør tror dog ikke, at skolevand på flaske har den store interesse i hans område.

Skolebestyrelsernes organisation, Skole og Forældre, mener, at det må være op til den enkelte skole at beslutte, om der er behov for flaskevandet.

Opdateret kl. 11.33: I en tidligere udgave af artiklen fremgik det, at det var en genbrugsflaske. Det er nu rettet til flaske af genanvendelig plastik.

  • Print
  • Del artiklen: