Slagelses borgmester jubler over flere uddannelser

University College Sjælland har i dag fremlagt et nyt uddannelseskort. De vil flytte rundt på nogle af regionens uddannelser.

I Slagelse Kommune var der jubel i dag, for de får en ny campus. Med det følger socialrådgiveruddannelsen og Ernærings- og sundhedsuddannelsen, som flytter fra Sorø.

Det er alt, hvad kommunen kan ønske sig siger borgmester Stén Knuth.

- Jeg kan have svært ved at få armene ned. Det er en kæmpe dag for Slagelse by og Slagelse Kommune. Det underbygger det her med, at Slagelse er regionens uddannelsessted, siger han.

Der skal bygges en campus ved Slagelse station, og placeringen er ikke tilfældig, siger borgmester Stén Knuth.

- Når Syddansk Universitet, University College Sjælland og kommunens erhvervsliv kommer til at ligge ved stationen, så får vi den symbiose, som alle kommuner higer efter. Symbiosen mellem erhverv, uddannelse og kommune. Det er super godt, mener han.

Sorø mister deres eneste uddannelse

Ernærings- og Sundhedsuddannelsen på Ankerhus i Sorø flytter til Slagelse. Det er trist, siger Sorøs borgmester Gert Jørgensen.

- Det er jo en del af Sorø historie, der går bort, når vores Ernærings- og Sundhedsuddannelse flytter. Det er den eneste uddannelse, vi har i kommunen, og derfor er det rigtig kedeligt, mener han.

Men det er helt bevidst, at uddannelsen flytter fra Sorø, fordi det er en by, som er sværere at komme til fremfor Slagelse. Transporten har en stor betydning, siger Anders Bjerre Jørgensen, som er studenterrepræsentant i USCJ's, University College Sjælland, bestyrelse.

- Det betyder, at de studerende forhåbentligt vil finde det meget attraktivt. Unge vil være mobile, og derfor skal det være nemt at komme fra og til sin uddannelse, for man gider ikke af omveje for at studere, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: