Småøer bliver hårdt ramt af nedskæringer

Regeringen fjerner 31 millioner af LAG-midlerne, og det vil ramme småøerne, mener formand.

Små virksomheder på småøerne bliver ramt af regeringens nedskæringer på LAG-midler (Foto: Nikolaj Aarestrup Hviid)

Det kommer til at gå ekstra hårdt ud over de danske småøer, når regeringen næste år fjerner 31 millioner kroner af de såkaldte såkaldte LAG-midler, der støtter erhvervs- og kulturprojekter i landdistrikterne.

Det siger formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Vinther fra Omø i Storebælt.

- Jeg er ret sikker på, at det får konsekvenser for småøerne, hvor virksomhederne er så små, at de ikke passer ind i de andre tilbud, der er fra for eksempel regioner eller vækstministeriet, siger hun.

På Omø har et tangprojekt fået LAG-midler. På Agersø har købmanden fået LAG-midler og det samme gælder på en lang række andre småøer i Danmark.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen begrunder nedskæringerne med, at regeringen har valgt at omprioritere nogle af midlerne.

- Vi giver stadigvæk LAG-tilskud, men vi giver nu landbruget bedre udviklingsmuligheder, så vi bedre kan bevare landbruget og arbejdspladser i vores landdistrikter.

Men den prioritering vil ramme beskæftigelsen på småøerne, mener formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Vinther.

- Det er selvfølgelig fint nok, at landbruget får bedre betingelser for at overleve, men der hvor man skulle generere beskæftigelse, i virksomheder indenfor andet erhverv og turismen, der kommer pengene til at mangle, siger hun.

Fakta om LAG-midler

  • LAG står for LokaleAktionsGrupper.
  • I 2015 var der 94,2 millioner kroner til rådighed for landdistrikt-projekter
  • I 2017 falder beløbet til 63 millioner kroner