Trelleborg skal få din indre viking frem i nyt arkitektprojekt

Vinderen er fundet til at tegne fremtidens Trelleborg. Vikingemuseet forventes at blive optaget på Unescos verdensarvliste.

Hvis du går med en indre viking i maven eller bare finder vikingetiden ualmindeligt fascinerende, så kan du godt glæde dig.

Vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse skal nemlig videreudvikles så historierne fra dengang de danske vikinger styrede med hård hånd, kan fortælles bedre end nogensinde før.

Det er Slagelse Kommune og Nationalmuseet, der sammen står bag det nye projekt for vikingecentret, og derfor blev der udskrevet en arkitektkonkurrence for at finde det bedste bud. Det fandt man i dag.

Kommunen har bevilget 25 millioner kroner til det store runde hus, der skal minde om et vikingeskjold.

- Forestil dig et skjold, der er kastet i kæmpestørrelse, ligge lidt tilfældigt i skoven. Som om en viking lige har tabt et slag, forklarer arkitekt Søren Mølbak fra PLH Arkitekter om vinderprojektet.

I dag blev PLH Arkitekters forslag til et nyt vikingecenter vinder af projektkonkurrencen, hvor arkitektur og udstilling skal tænkes sammen. Hvis man ser skjoldet fra luften, kan man se hakker i skjoldet, og de bliver til indgange til centret, forklarer arkitekten.

- Hvis du får at vide, når du står på taget, at du står på et skjold, så tror jeg ikke, du glemmer historien. Det skærper opmærksomheden, når du skal se den ægte vare inde i huset, siger Søren Mølbak.

Det skal risle ned ad ryggen

Udstillingsdesigner Gert Olsen var med til at vinde konkurrencen ved at mikse udstilling og fiktionsfilm:

- Vi mener, at filmen er effektiv til at levendegøre de krigere og familier, der har levet i borgen.

Blandt andre Harald Blåtand var med til at bruge ringborgene på Trelleborg fortæller projektleder for Ny Trelleborg, Jesper Rønn Kristiansen:

-Vi skal have en masse spændende virkemidler, der får historien om vores fælles fortid til at kravle ind under huden, lade det risle ned ad ryggen og give os en stolthed over det, der er foregået for kun tusind år siden.

Trelleborg er et af Nordens vigtigste monumenter fra vikingetiden, og Trelleborg forventes optaget på UNESCOs verdensarvliste over umistelige kulturmonumenter

  • Print
  • Del artiklen: