Tyskere skal lyn-giftes i romantiske Præstø

Rådhuset skal gøres flot, og derefter skal det gerne vælte til med tyskere, der vil giftes hurtigt i romantiske omgivelser.

Fra 1. maj skal det gamle rådhus i Præstø stå klar til riskast og bryllupskager. Lige nu svinges malerpenslerne til det sidste brush-up inden rådhuset står klar til at vie tyskere til den helt store guldmedalje.

Lisbet Hebo bestyrer rådhuset, og hun ser frem til, at tyskere skal gæste Præstø, som ifølge hende er både flot og romantisk og derfor perfekt til bryllupper.

Lisbet Hebo har også et mere lavpraktisk svar på, hvorfor tyskere skal komme til den gamle købstad for at erklære kærligheden til hinanden.

- Som reglerne er i Tyskland tager det et halvt år at søge om at blive viet. I Danmark tager det to dage, forklarer hun.

Rådhuset kommer til at huse en café, en disk og et køkken, og selve vielsen skal foregå i den gamle byrådssal.

- Det er et meget smukt rum. Vi har en målsætning på 100 bryllupper her om året. Måske ikke første år, men vi tror på det.

Det er typisk de lokale byrådsmedlemmer, der står for vielserne, men kommer der meget run på, er Lisbet Hebo klar til at træde til. Sådan da.

- Jeg skal bare lige lære tysk, griner hun.

  • Print
  • Del artiklen: