Verdens ældste styrkeløfter fik besøg af BBC

Jeg fortsætter, til jeg er 100 år, lyder det blandt andet i indslaget om verdens ældste styrkeløfter, som BBC har besøgt i Rødby.

93-årige Svend Stensgård fra Rødby kan i disse dage opleves i et indslag på BBC - portrætteret som verdens ældste styrkeløfter. (Foto: Maja Normann © BBC)

Takket være internettet er den 93-årige gamle styrkeløfter Svend Stensgård fra Rødby gået hen og blevet noget af en verdens-sensation.

For nyligt har den britiske nyhedsstation BBC været på besøg i Rødby for at lære Svend Stensgaard bedre at kende. Besøget endte i et fire minutter langt indslag på mediets hjemmeside til skue for hele den engelsktalende verden, fortæller TV East.

- Det er konkurrencen i det. Jeg er lidt af et konkurrence-menneske, siger den 93-årige styrkeløfter blandt andet i BBC-indslaget.

Træner fire til seks gange om ugen

For tre år siden svømmede Svend Stensgård i Rødby Svømmehal. Han fik et hjertestop og gik til bunds. Men overlevede. Efter et års tid kom han tilbage igen og løfter i dag 130 kilo.

- Jeg vil ikke sige, at jeg glemmer, at jeg har fået en hjerteoperation, men jeg gør absolut intet for at huske det, siger Svend Stensgaard i BBC-indslaget.

Svend Stensgård træner i dag fire til seks gange om ugen, og han nyder det sammenhold, der er i klubben.

Det er videojournalisten Cameron Robertson, der har portrætteret den stærke pensionist, og interessen stopper ikke ved BBC. Så sent som i går har en sportskanal fra Brasilien forsøgt at få kontakt til den lokale pensionist, oplyser TV East.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.