Vinduespudsere jubler over evighedsarbejde

Fedtfingre og fugleklatter. Tidens byggeri indeholder meget glas, og det giver fast arbejde til vinduespudserne.

Mogens Jensen vasker 1000 vinduer om dagen.

- Det afhænger selvfølgelig af størrelsen, men jeg løber stærkt, siger vinduespudser Mogens Jensen.

Det gør han, fordi store glasfacader og gennemsigtige vægge er blevet en stor del af nyere byggeri de sidste 10 år. Psykiatrisygehuset i Slagelse og DR-Byen i København er eksempler på nyere byggeri, hvor glas er en bærende byggesten.

- Det er fast arbejde, det kan min bank godt lide. Jeg ved hvad jeg skal lave fra morgenstunden, så skal jeg ikke bruge hovedet så meget men bare arbejde derudaf, siger Mogens Jensen.

Glashus kaster syv måneders arbejde af sig

De mange vinduer betyder flere fedtfingre og fuglelorte, som skal vaskes væk, men det er vinduespudser Mogens Jensen kun glad for. Det giver nemlig fast arbejde. Syv måneder om året pudser han vinduer på landets mest moderne psykiatri-sygehus i Slagelse, som udefra ligner én stor vinduesramme.

- Jeg starter ved indgangspartiet og sætter et flueben. Når jeg er færdig med den del, starter jeg på den næste, og lader jeg være med at tænke på, hvor meget der er, siger Mogens Jensen.

Fremtiden ser også klar ud for vinduespudsere.

Professor i arkitekturens teknologi ved Kunstakademiets Arkitektskole, Anne Beim, mener, at glas er kommet for at blive. Både i indendørs og udendørs byggeri.

  • Print
  • Del artiklen: