200 borgere ville vide mere om asylansøgere

Haderslev holdt her til aften et stort møde om asylsituationen i kommunen.

Der er efterhånden plads til 1.400 asylansøgere rundt om i forskellige centre i Haderslev.

Kommunen er altså vært for mange asylanter, og her til aften er kommunen også vært for et informationsmøde om asylsituationen i kommunen.

- Vi har vurderet, at det er en god idé at fortælle, hvad et asylcenter er. Hvem der bor der, og hvordan dagligdagen er. Det er til gavn for for asylansøgerne og for lokalsamfundet, siger kommunaldirektør i Haderslev, Willy Feddersen til DR Syd.

Mødet i Haderslev kommer på et tidspunkt, hvor man i Køln i øjeblikket har en meget stor sag.

Adskillige kvinder er blevet sexchikaneret og bestjålet nytårsaften af grupper af unge mænd. Overgrebene har sat gang i en større debat om flygtninge og migranter i Tyskland.

Og i det syd- og sønderjyske er det kommet frem, at der har været mandlige asylansøgere, som har forulempet kvinder på diskoteker i blandt andet Haderslev og Sønderborg.

- Hvis der sker lovovertrædelser, så kan jeg kun opfordre til, at man melder det til politiet. Og så informerer vi også vores beboere om, hvordan man gebærder sig i det offentlige rum i Danmark, siger asylcenterchef i Haderslev, Nina Svendsen.

- Jeg har det sådan med det, at der er jo ikke nogen undskyldning for det. Uanset hvilken kultur man kommer fra, tilføjer Nina Svendsen.

  • Print
  • Del artiklen: