24-årig mand er anholdt i sag om vold mod lærere

Onsdag blev to lærere slået og andre medarbejdere truet af unge, der ville i kontakt med lederen af Sønder Otting Skole.

Det var på afdelingen Ungeuniverset, en afdeling af Sønder Otting Skole, at to lærere blev slået. (Foto: Ulrik Bang-Mørch © DR Syd)

En 24-årig mand er anholdt i voldssagen på Sønder Otting Skole i Haderslev. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden har været på fri fod siden onsdag, hvor han sammen med mindst en anden person, kørte ind på Sønder Otting Skoles skolegård.

De steg ifølge politiet ud af bilen og gik ind på et kontor, hvor de krævede at tale med skolens leder. Ifølge Morten Oldrup, der er børn- og ungechef i Haderslev Kommune, blev mændene voldelige, da de ikke kunne få fat i lederen.

- Afdelingslederen bad dem om at gå, og han blev skubbet voldsomt. En lærer fik et par slag, og så kørte de igen, fortæller Morten Oldrup om hændelsen.

To lærere modtog efterfølgende behandling på skadestuen.

Politiet oplyser, at den 24-årige er sigtet efter straffelovens paragraf 119 for vold mod offentligt ansatte. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg i dag klokken 12.00.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning af hensyn til den videre efterforskning.

Syd- og Sønderjyllands Politi leder fortsat efter yderligere en mand, som politiet mener er medskyldig i volden.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.