25 år og retsordfører: Peter Kofod Poulsen gør lynkarriere på borgen

PORTRÆT: Det nyvalgte folketingsmedlem har på kort tid sat sig på et politisk kerneområde i Dansk Folkeparti.

Det er gået stærkt for den 25-årige bornholmer, Peter Kofod Poulsen.

Han er af flere blevet døbt ’"Mini Tulle" og spåes en stor fremtid i dansk politik, hvis han kan holde sin nuværende form.

I juni sidste år tog han sine første skridt på Christiansborgs blankpolerede gulve som nyvalgt medlem for Dansk Folkeparti.

Godt et halvt år senere står han nu med et af de mest væsentlige ordførerskaber for partiet: Posten som retsordfører.

5 detaljer fra Peter Kofod Poulsens liv:
  • Peter Kofod Poulsen, 25, er valgt ind i Folketinget via Aabenraakredsen. Han kommer oprindeligt fra Bornholm.
  • Han fik 3.336 personlige stemmer ved folketingsvalget i juni 2015.
  • Han er netop blevet valgt til Dansk Folkepartis retsordfører.
  • Peter Kofod Poulsen blev landskendt i 2014, da han oprettede hjemmesiden "meldenøsteuropæer.dk".
  • Han har ofte markeret sig i medierne omkring mere skærpet grænsekontrol.

Med den titel er han trådt ind på den helt store scene i dansk politik. Senest i den aktuelle debat om regeringens midlertidige grænsekontrol.

Meget at lære

Det er ikke gået ubemærket hen, hvordan han på meget kort tid har fået indflydelse på et af de helt tunge områder på "borgen".

Den hurtige vej opad i hierarkiet internt i Dansk Folkeparti har krævet hårdt arbejde, fortæller Peter Kofod Poulsen.

- Man går jo ikke bare ind ad døren og tror, at man kan sætte sig for bordenden og få lov til at bestemme det hele. Der er rigtig meget at lære, siger han.

Han har knoklet for at lære det hele, lyder det fra den nye retsordfører, der selv kalder sig for typen, der står tidligt op og går tidligt i seng.

- Jeg kan godt lide at se resultater, og jeg kan lide, at der skal arbejdes for tingene. Jeg tror, der er mange, der vil sige, at lyset brænder meget inde på mit kontor, fortæller han.

Peter Kofod Poulsen har været aktivt medlem af Dansk Folkeparti, siden han var 14 år gammel, og det var særligt partiets udlændingepolitik, der gjorde udfaldet.

På det tidspunkt var der en opfattelse i samfundet af, at det var ikke pænt at tale om udlændingepolitikken på den måde, som Dansk Folkeparti gjorde.

- Det var jeg meget uforstående over for og valgte at melde mig ind for at vise min opbakning til linjen, forklarer han.

Siden da har han blandt andet været aktivt engageret i Dansk Folkepartis Ungdom, hvor han både har været næstformand og formand.

"Jeg kan godt lide at se resultater, og jeg kan lide, at der skal arbejdes for tingene. Jeg tror, der er mange, der vil sige, at lyset brænder meget inde på mit kontor."

peter kofod poulsen, ny retsordfører, dansk folkeparti

En ære at være i Folketinget

Peter Kofod Poulsen er uddannet skolelærer. Ved kommunal- og regionsrådsvalget i 2013 valgte han at stille op til både regionsrådet i Region Syddanmark og Haderslev Byråd. Han kom ind begge steder. Han er dog fratrådt begge poster igen, efter han har gjort landspolitisk karriere.

Alligevel var det en stor ting for ham, da han blev valgt ind i Folketinget ved sommerens valg.

- Jeg ser det som en stor ære at få lov til at være et af de 179 folketingsmedlemmer, der har det privilegium at kunne være med til at indrette samfundet. Så det skal udnyttes fuldt ud, siger han.

Indtil nu har han blandt andet siddet med ved forhandlingsbordet ved politiforhandlingerne. Derudover står han i spidsen for en arbejdsgruppe, der skal udvikle Dansk Folkepartis politik på retsområdet.

Blev landskendt med omdiskuteret hjemmeside

Flere politiske kommentatorer vurderer, at han har talenter, der kan drive ham langt. Politisk kommentator Poul Erik Thomsen siger blandt andet, at titlen som retsordfører i den grad er et ridderslag til Peter Kofod Poulsen.

- Han er en politiker, der er meget karrierebevidst. Han siger det, der skal siges. Han har sat sig godt ind i den tekst, som Peter Skaarup og Kristian Thulesen-Dahl har udlagt. Det kan han til perfektion, vurderer Poul Erik Thomsen.

"Han er en politiker, der er meget karrierebevidst. Han har sat sig godt ind i den tekst, som Peter Skaarup og Kristian Thulesen-Dahl har udlagt. Det kan han til perfektion."

Poul Erik Thomsen, politisk kommentator

Og der er også roser fra politiske modstandere. Svend Brandt fra Enhedslisten er medlem af Haderslev Byråd.

- Han er en velbegavet og meget veltalende ung mand, siger Svend Brandt om Peter Kofod Poulsen.

Og så er Peter Kofod Poulsen heller ikke bange for at stikke næsen frem. For et par år siden lancerede han hjemmesiden "meldenøsteuropæer.dk", hvor han opfordrede de syd- og sønderjyske borgere til at skrive om deres oplevelser med østeuropæere.

På hjemmesiden kunne borgere fortælle om deres oplevelser med østeuropæere, der eksempelvis havde begået indbrud og var blevet dømt eller sigtet for det. Flere blev forargede over tiltaget. Blandt andre Enhedslistens Svend Brandt.

- Der er ingen tvivl om, at han er velbegavet og velformuleret. Men initiativet "meld en østeuropæer" viser også, at hans synspunkter kammer over indimellem. Jeg synes, at man med sådan en kampagne sender det signal, at alle østeuropæere skal meldes, mener Svend Brandt.

Men Peter Kofod Poulsen stod dengang fast og forsvarede initiativet.

"Hvis noget er svært - så skal man prøve ekstra hårdt"

Nu er Peter Kofod Poulsen i gang med at gøre lynkarriere, og ifølge politisk kommentator og tidligere ansvarshavende chefredaktør i mere end 30 år på "Der Nordschleswiger", Siegfried Matlok, bliver den næste tid meget afgørende for DF’erens fremtidige karriere.

- Klarer han ikke posten som retsordfører godt, så falder han tilbage i feltet. Han bliver jo målt med hårdere øjne nu, fordi han står i en højere position i partiet, siger Siegfried Matlok.

Peter Kofod Poulsen siger selv, at han er meget bevidst og ydmyg omkring det ansvar, han har fået tildelt.

- Jeg har kun været retsordfører i få dage, men der er ingen tvivl om, at det er en meget vigtig post for partiet, der kalder på hårdt arbejde. Det er ret stort. Det er faktisk meget stort, siger han.

"Der er ingen tvivl om, at han er velbegavet og velformuleret. Men initiativet "meld en østeuropæer" viser også, at hans synspunkter kammer over indimellem."

svend brandt, enhedslisten, haderslev byråd, om hjemmesiden "meldenøsteuropæer.dk"

Men det hårde arbejde skræmmer ikke den ambitiøse DF’er.

- Jeg har den indstilling til tingene, at hvis noget er svært, så skal man prøve ekstra hårdt. Jeg har aldrig haft tidspunkter, hvor jeg har tænkt, at noget har været så uoverstigeligt eller vanskeligt, at jeg måtte give op. Det giver mig tværtimod lysten til at arbejde ekstra hårdt, fortæller den unge DF'er.

På trods af sin hidtidige succes i dansk politik, vil Peter Kofod Poulsen ikke tage stilling til, om posten som retsordfører bliver starten på en længere karriere på Christiansborg.

- Det gør jeg mig ikke så mange tanker om. Jeg koncentrerer mig om at være en god retsordfører og så få sat mig endnu mere ind i de sager, der skal over mit skrivebord. Alt det andet er jo bare spekulationer. Og det må tiden vise, hvad der skal blive af, siger han.

  • Blå bog: Peter Kofod Poulsen
  • Født 1990
  • Fra Bornholm - bor i Haderslev
  • Valgt i Sydjyllands Storkreds
  • Ny retsordfører for Dansk Folkeparti
  • Uddannet skolelærer
  • Tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom
  • Tidligere medlem af Haderslev Byråd og regionsrådet i Region Syddanmark
  • Print
  • Del artiklen: